Nyhed

Vind en koncert i Festugen

Har du skrevet et hit, kan du vinde muligheden for at få lov til optræde under Århus Festuge

Temaet for årets festuge er "Fremtiden er nær", og i den forbindelse har arrangørerne i samarbejde med Jyllands-Posten og VisitAarhus udskrevet en konkurrence, hvor man kan vinde muligheden for at give en koncert under Aarhus Festuge.

Konkurrencen har fået navnet "Dit Hit" og for at deltage, skal man indsende en sang, der er en musikalsk videredigtning af tonerne, der dagligt lyder fra klokkerne i tårnet ved Århus Rådhus. Man skal med andre ord skrive videre på Morten Børups "Carmen Vernale", og som en hjælp kan man hos JP.dk finde noder og inspiration.

Om konkurrencen siger festugechef Jens Folmer Jepsen:


"Konkurrencen spiller med sin glimrende og helt åbenlyse idé fint op til årets tema i Festugen og giver os på en sjov og underholdende måde mulighed for også i løbet af Festugen at forholde os til 100-året for landsudstillingen. Det kan da kun blive interessant at høre de forhåbentlig mange bud, der bliver sendt ind".

Sidste chance for at være med i konkurrencen er den 1. april 2009, og herefter og frem til den 21. april bliver det muligt at stemme på nettet. I samme periode vil et udvalgt dommerpanel votere. Dommernes navne vil blive offentliggjort senere. Besøg JP.dk/dithit for mere information om konkurrencen.

ANNONCE