Bandet sætter "Iron Maiden: Flight 666" op i de engelske biografer til april
Selvom Iron Maiden de sidste små tyve år har udsendt et hav af video- og dvd-udgivelser, så er der faktisk aldrig kommet en rigtig dokumentarfilm om bandet. Men den er nu på vej, og ifølge Reuters vil filmen "Iron Maiden: Flight 666" blive sat op i de engelske biografer til april.
Filmen dokumenterer bandets 2008-turné, hvor de på en 45 dage lang turné spillede i Asien og Australien samt Nord-, Syd- og Centralamerika. Bandet rejste mellem destinationerne i deres eget fly, der er en ombygget Boeing 757, som indeholdt alle band- og crew-medlemmer samt 12 tons udstyr. Pilot på Ed Force One under hele turen var naturligvis bandets frontmand Bruce Dickinson.
Filmen er lavet af Scot McFadyen og Sam Dunn, der tidligere har stået bag filmene "Metal, A Headbangers Journey" og "Global Metal", og de fulgte bandet på hele turnéen, hvor de blandt fik lov til at opleve rejsen, de mange koordineringsproblemer samt livet backstage, hvor Iron Maiden ellers normalt ikke lader kamerafolk komme med.
Filmen "Iron Maiden: Flight 666" har engelsk biografpremiere 21. april.