x

DMA kommer ikke på tv

DMA kommer ikke på tv

I en årrække stod Danmarks Radio for transmissionen af den årlige prisuddeling Danish Music Awards (DMA), men efter showet i 2007 afbrød de samarbejdet med pladeselskabernes interesseorganisation IFPI, og sidste års show blev derfor i stedet sendt live på nettet på websiden MySpace. Men i år er der ingen mediepartner til at transmittere showet, hverken på tv eller på nettet.

I IFPI's nyhedsbrev Pladebranchen.nu beskrivermarketing direktør Jesper Bay situationen således:

"Det handler om det gennemgående omkvæd i dansk TV-produktion i denne tid: "Hvem skal nu betale". Fra producentside bidrager vi gerne. Men vi synes af principielle grunde, der skal være en vis balance i tingene. Og vores ambitionsniveau er samtidig højt både indholdsmæssigt og produktionelt. Det synes vi, musikken fortjener. Det er ikke lykkedes at få enderne til at nå sammen i år. Men vi har de bedste forhåbninger til, at det kan ske i 2010".

Men i år transmitteres der altså ikke, hvilket vil sige, at ønsker man at se, hvem der napper de forskellige priser, så må man købe billet til Glassalen i Tivoli. Sidste år var showet lukket for offentligheden, men da der nu ikke skal stå kameraer over det hele, er der nu lidt bedre plads i salen, og derfor vil der blive sat 250 billetter til salg til showet.

DMA09 afvikles i Glassalen i Tivoli 28. februar, og billetter til showet sættes til salg mandag 2. februar via GAFFA Billet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA