Nyhed

Madonna bekræfter ny turné

Sangerinden har nu bekræftet, at hun kommer tilbage til Europa til sommer

I mandags kunne vi her på GAFFA.dk fortælle, at Madonna efter al sandsynlighed kommer forbi Danmark til sommer for at give koncert. Ifølge Madonna-fansiden MadonnaTribe skulle besøget nærmere bestemt finde sted 16. juli i Parken, hvor sangerinden ikke tidligere har givet koncert. Datoen er endnu ikke blevet bekræftet, men nu skriver Madonna på sin officielle webside, at hun kommer til Europa til sommer.

På websiden fremgår det, at Madonna bekræfter rygterne om en forlængelse af Sticky & Sweet-turneen til sommer, hvor hun vil komme forbi europæiske byer, som hun ikke fik en chance for at besøge i 2008.

Det fortælles desuden, at hun vil offentliggøre den samlede turnéplan senere på ugen, så der er dermed fortsat intet officielt ude om en dansk dato.


Madonna har tidligere kun givet én dansk koncert, hvilket var i Horsens i 2006 på hendes The Confessions Tour, og derfor virker det oplagt, at hun denne gang vil lægge vejen forbi København. Vi følger sagen og bringer naturligvis nyt om en eventuel dansk dato, når en sådan bliver bekræftet.

ANNONCE