Nyhed

Antony tager tredjepladsen

Det er Antony And The Johnsons, der er ugens højest placerede nyhed på albumhitlisten

På opgørelsen over ugens bedst sælgende album kan man se, at ugens højest placerede nyhed kommer fra Antony And The Johnsons. Gruppen med Antony Hegarty i front har netop udsendt albummet "The Crying Light", og den har altså solgt så mange eksemplarer herhjemme, at den er ugens højest placerede nyhed.

Antony fik i 2005 sit gennembrud med albummet "I Am A Bird Now" og har siden da spillet en række roste koncerter her i landet. Det har øjensynligt medført, at sangeren har opbygget så stor en fanbase herhjemme, at han sammen med sit band nu kan gøre sig på hitlisten.

Førstepladsen indtages endnu engang af Duffy, og på andenpladsen finder man opsamlingsalbummet "De Største" med Nik & Jay. Efter Antony finder man Sys Bjerre, og med Josh Groban på femtepladsen har man en særdeles alsidig top fem-liste.


Desværre er resten af listen gamle kendinge blandet med en del af de såkaldte re-entries, altså plader, der er kommet tilbage på listen, men mon ikke det ændrer sig i næste måned, hvor antallet af nye udgivelser vil stige markant.

Se hele albumhitlisten hos Hitlisten.nu.

ANNONCE