Nyhed

Kunstnere, forén jer!

Nyt dansk initiativ vil gøre digital distrubution af kunstværker til fælleseje. Til gavn for såvel kunstnere som brugere.

Musikdistributionen på Internet har enten lidt af at være ulovlig eller underlagt kommercielle interesser. Det mener en række af kunstnere og IT-folk, som i går stiftede foreningen DKUA (De Kreatives Uafhængige Andelsselskab). Ved at give distributionsnettet tilbage til de udøvende kan værkerne gøres billigere og mere attraktive for køberne.

- Der kommer jo ikke meget musik ud af, at nogle vognmænd kører rundt med nogle cd’er på deres lastvogn, eller af at Fona betaler for strøm til deres butikker til et eller andet elektricitetsselskab. Samtidig er det vores idé, at systemet bliver fælleseje som vores fælles vejnet, så der ikke er nogen, der kommer til at tjene penge på den tekniske løsning, som skal være tilgængelig for alle, siger én af initiativtagerne, IT-manden Henrik Leschly.

Ideen blev præsenteret mandag på et pressemøde i Supertanker på Christianshavn i København, mens ”8 Mile” med Eminem (billedet) blev vist fra en PC og en projektor - en film, Leschnly personligt har downloadet på under fire timer.
Og dermed nul kroner til folkene bag filmen.


- Mange bryder loven ved piratkopiering, fordi der ikke er noget reelt alternativ. Det er ganske enkelt lettest at være kriminel. Men det er i virkeligheden ikke så meget det, at folk stjæler, der er problemet, men mere, at de kopierer til alle mulige, og skal vi samtidig sikre udøvernes rettigheder, er det ved at være på tide med et system, der fungerer, for internet er simpelthen den optimale distributionsform, siger han.

40 stiftere
Det danske projekt fra de såkaldte De Kreatives Uafhængige Andelsselskab (DKUA) bestående af cirka 40 musikere, filmfolk, IT-folk m.m., heriblandt Wili Jønsson, Henrik Balling og Camilla Bostrup, lancerer en løsning på problemerne efter mange aftener med hovederne i blød.
DKUA vil samle alle former for digitale værker - for eksempel musik, film, computerspil, fotografi, journalistik, litteratur, undervisning og tegneserier - i en fælles database, som alle kunstnere kan lægge deres musik, film osv. ind i, så alle grupper af udøvere samtidig har muligheden for at blive hørt.

Prisen bestemmer kunstneren selv, og den kan hele tiden ændres efter udbud og efterspørgsel. Systemet foretager en automatisk beregning af fordelingen af pengene til pladeselskab, eventuelt andre hjemmesider, der har videreformidlet salget, skatter, afgifter, KODA og kunstneren selv. Magtfordelingen i branchen vil dermed også ændres.


- Man skal konkurrere på pris og ikke på distribution. Som det er i dag, svarer distribution af musik til, at vognmænd opkøbte afkørsler. Vi vil levere en kedelig grå motorvej med billige afkørsler, siger Henrik Leschly, der understreger, at selskabet har skrællet alle forretningsidéer ud af DKUA.

Til stede ved pressemødet var desuden Jens Rud, kendt fra Dodo & The Dodos, og han mente, at prisen på at downloade en ny cd via nettet, hvis alle i musikbranchen stadig skulle tjene lige meget, maksimalt ville være 80 kroner.

- Men hvis man selv har lavet pladen i sit hjemmestudie, kan man måske sælge den til en pris på 30 kroner. Og det vil sikkert være det dobbelte af det, vi normalt får ud af at sælge en cd, siger Jens Rud, der mener, at hvis der ikke bliver gjort noget nu, så har kunstnerne ikke noget at leve af fremover.


I princippet er det udøverne selv, der skal betale for systemet, mens brugerne betaler trafikken, men med 40 medlemmer, der hver betaler tusind kroner, er der langt til de fem millioner kroner, som man mener er nødvendig som startkapital.

Læs mere på http://www.dkua.dk

SMS og vandmærker
Sådan forestiller DKUA sig fremtidens musikdistribution


Selve salget skal foregå via sms og køberen modtager i stedet for selve varen/filen en brugerlicens med rettighed til downloading af et værk i et hvilket som helst format. Det være sig cd-format, mp3-filer, jpeg’s eller et filmformat. Samtidig vil man som forbruger for eksempel med licensen opnå rettighed til en maxisingle til halv pris eller 30 procent rabat på koncertbilletter. Mange former for individuel prissætning kan muliggøres med systemet.

Det digitale produkt bliver derefter udstyret med et elektronisk, personligt vandmærke, der indeholder køberens navn, så man sandsynligvis ikke lige har lyst til at smide en kopi på Kazaa!

Licensen bliver registereret i en anden database, der gemmer alle oplysninger, og betalingen foregår via Dankort eller andre former for sikre betalingssystemer a la taletidskort. Selskabet håber ligefrem, at det kan blive en form for murbrækker for de såkaldte mikrobetalingssystemer, der kan varetage små betalinger.


Rent fysisk vil man kunne bestille flere typer produkter. Man vil stadig kunne købe sin hitliste-cd i Bilka, men man vil også kunne købe en original indpakning hos pladebutikken eller hente cd’en som en gave hos TP eller Stereo Studio.

I tilfældet med en bog kan man selv bestemme, om man vil købe et Word-eksemplar for nogle kroner, en indbundet bog sendt med posten for en lille hund eller et eksemplar i guldtryk med forfatterens signatur for 2.500 kroner.
Så langt så godt for initiativtagerne, der bare har et enkelt lille problem – penge.


ANNONCE