
Som vi skrev i sidste uge, er der i år modsat sidste år adgang til Danish Music Awards for almindelige dødelige musikfans, og billetsalget er netop gået i gang på GAFFA Billet. Der er dog kun 250 billetter i salg, så det er med at være hurtig.
Samtidig er nogle af de optrædende offentliggjort. Nemlig Sys Bjerre, Mike Sheridan, Peter Sommer (billedet) og Veto, der alle er nomineret, flere i adskillige kategorier. Aftenens konferencier bliver Anders Breinholt, for tiden især kendt fra TV2's Go' Morgen Danmark.
Showet finder sted i Tivolis Glassal lørdag d. 28. februar 2009 klokken 20. Det er 21. gang, showet afholdes, og i alt bliver der uddelt 22 priser.
Blandt de nominerede kan ud over de føromtalte navne også nævnes Choir Of Young Believers, Tina Dickow, Hej Matematik, Volbeat og Lulu Rouge.