Nyhed

Detaljer om kommende Travis-single

"Re-Offender" ude den 29. september med fire nye b-sider

Engang i oktober er skotske Travis klar med deres fjerde studiealbum. Det nye album har fået titlen "12 Memories" og er opfølgeren til "The Invisible Band" fra 2001.

Førstesingleudspil er "Re-Offender", der udsendes den 29. september i to versioner. Den første version har de to nye sange "Definition Of Wrong" og "Enemy" som b-sider, og på den anden version er det "The Sea" og en coverversion af Cat Stevens’ "Don’s Be Shy", der følger med som b-sider.

"12 Memories" er indspillet i Skotland og i Peter Gabriels Real World-studie. Albummet er produceret af bandet og Tchad Blake, der tidligere har arbejdet med bl.a. Crowded House og The Bangles.


Blandt de nye sange på "12 Memories" er "Peace The Fuck Out", en sang, sanger Fran Healy for nylig indspillede kor til på Glasgow Celtics hjemmebane Celtic Park i halvlegen i en venskabskamp mod Fulham FC.

Læs mere om Travis i GAFFA oktober.


ANNONCE