x

50 år siden, Buddy Holly og Ritchie Valens døde

50 år siden, Buddy Holly og Ritchie Valens døde

Illustration: Lisbeth Neigaard

Det er i dag 50 år siden, at stjernerne Buddy Holly, Ritchie Valens og den mindre kendte dj The Big Bopper døde ved det samme flystyrt ved Clear Lake, Iowa. De tre havde aftenens forinden optrådt ved den samme koncert i Clear Lake og tog sammen et lille privatfly videre på deres fælles turné. Kort efter at have lettet styrtede flyet imidlertid ned i en voldsom snestorm, og alle tre ombordværende og piloten blev dræbt.

Dagen er også kendt som ”The Day The Music Died” takket være Don McLeans store hit fra 1971, ”American Pie”, og derfor mindes fans verden over legenderne en ekstra gang i lige dag, ligesom en del må formodes at valfarte til det mindesmærke, der er opsat det sted, flyet styrtede nede.

Både Buddy Holly og Ritchie Valens havde opnået stjernestatus ved deres tidlige død. Buddy Holly markerede sig som en af de allerførste rock’n’rollere og gjorde sig derudover bemærket med sit nørdede, bebrillede image. Ritchie Valens var en af pionererne inden for latin-rocken på USA’s vestkyst. The Big Bopper var især berømt for at have dj’et i 122 timer og 8 minutter i træk og dermed slået en rekord. De tre var ved deres død henholdsvis 22, 17 og 28 år gamle.

Hvis du er medlem af Klub GAFFA, kan du glæde dig til det store Klub GAFFA-tillæg om netop Buddy Holly, Ritchie Valens og The Big Bopper. Tillægget får du med posten torsdag den 5. februar. Tillægget er skrevet af GAFFAs musikekspert Torben Holleufer, og vi tillader os her at citere hans korte biografier om de to musikere og dj’en:

Buddy Holly (1936-59)
"Født i Lubbock i Texas. Kom efter fire rockabilly-påvirkede indspilninger for Decca i Nashville under vingerne af produceren og manageren Norman Petty (1927-84). Brød igennem med "That’ll Be The Day" med The Crickets og er endvidere kendt for blandt andet "Peggy Sue", "Not Fade Away", "Rave On" og "Well All Right", senere store hits med Blind Faith og Santana. Havde oprindelig Hank Williams (1923-53) og Elvis Presley (1935-77) som idoler, men udvidede udtrykket hen mod sin død som 22-årig, hvor han blandt andet indspillede med tenorsaxofonisten King Curtis (1934-71). Visuelt markant med store briller med sort stel og sin sunburst-farvede Fender Stratocaster. Blev portrætteret i filmen The Buddy Holly Story (1978). En af rock’n’roll’ens store inspiratorer.

Jiles Perry Richardson Jr. alias The Big Bopper (1930-59)
Født i Sabine Pass, men flyttede 10 år gammel til Beaumont, begge byer i Texas. Blev kendt som dj og tog tilnavnet The Big Bopper. Berømt i USA for sit verdensrekordforsøg i 1957 inden for længste uafbrudte radioprogram, det såkaldte Jape-a-thon. Han spillede All Shook Up med Elvis Presley, da han endelig slog rekorden, der kom til at lyde på 122 timer og 8 minutter, hvor han spillede 1821 plader. Slog igennem med sangen Chantilly Lace og begejstrede publikum med et udsyret sceneshow på The Dick Clark Saturday Night Beech-Nut Show, der blev sendt fra kyst til kyst. Chantilly Lace endte med at blive udsendt i 38 lande.

Ritchie Valens  (1941-59)
Spillede fra 3-årsalderen. Komponerede som 15-årig. Brød igennem med den klassiske single, Donna, der havde "La Bamba" som B-side. Var sammen med blandt andre Chan Romero berømt for "Hippy Hippy Shake", en af pionererne inden for latino-rocken på USA’s vestkyst. Trods sin unge alder – han døde som 17-årig – berømmet for sit energifulde guitarspil og karismatiske optræden. Blandt andre Carlos Santana og hans bror Jorge, leder af Malo, har erkendt deres gæld til Valens. Filmen La Bamba fra 1987 førte til en revival for Ritchie Valens, som blev spillet af Lou Diamond Phillips, mens det var Los Lobos, der backede op og hittede vidt og bredt efterfølgende. Ligger begravet på kirkegården i San Fernando, Los Angeles, ikke langt fra komikeren Bob Hope."


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA