Nyhed

Antony hitter i Europa, men ikke i USA

”The Crying Light” ligger nummer 3 i Danmark, men kun nummer 65 i USA

Det nye, tredje album fra Antony And The Johnsons, ”The Crying Light”, har fået fremragende anmeldelser og sælger også godt i Europa. Som vi skrev forleden, er det gået direkte ind på en tredjeplads på den danske albumhitliste, og flot ser det også ud i en del andre europæiske lande. Således ligger albummet nummer 2 i Sverige og Spanien, nummer 4 i Frankrig, Holland og Norge, nummer 9 i Italien og nummer 18 i Storbritannien, hvor det ifølge musikbranche-eksperten Bob Lefsetzs nyhedsbrev The Lefsetz Letter har solgt 10.000 eksemplarer.

Albummet ligger derimod kun nummer 65 i USA, ifølge Bob Lefsetz med et salgstal på beskedne 7837 eksemplarer i et land med 300 millioner indbyggere. Dette får Bob Lefsetz til at undre sig højlydt over amerikanernes modvilje til at dyrke en kunstner, der ifølge sig selv er ”transgender”, altså en form for transseksuel. Og det på trods af, at amerikanerne jo ellers lige har valgt en sort præsident. Og på trods af, at Antony i mange år har været bosat i USA, selvom han egentlig er englænder.

Bob Lefsetz har arbejdet som advokat for en række større og mindre pladeselskaber og har været daglig leder af den amerikanske afdeling af pladeselskabet Sanctuary. I dag arbejder han freelance og er især kendt for sit branche-analyserende nyhedsbrev, som alle kan abonnere gratis på via hans hjemmeside. Han har desuden opnået æren af at blive lovet tæsk af Kid Rock efter at have kritiseret ham.

ANNONCE