Nyhed

Isam B på Nørrebro Teater

Rapperen fra Outlandish har skrevet musik til og medvirker i det nye musikteaterstykke 2200 Carmen

Isam Bachiri har skrevet otte nye sange til en opdateret 2009-version af fortællingen om den lunefulde Carmen. Sangene har sit genremæssige udgangspunkt i urban-stilen, men bevæger sig også ind over rock og electro. Under forestillingen kommer Isam B til at stå på scenen og fremføre sangene med sit band, og skal desuden fungere som stykkets fortæller. Nørrebro Teaters "2200 Carmen" bringer den originale historie ind i en nutidig Nørrebro-kontekst, som kan opleves i februar, marts og april måned i år.

Samarbejdet imellem Isam B og teatret kom i stand efter en koncert på Lille Vega i 2007, hvor rapperen blev præsenteret for ideen af holdet fra Nørrebro Teater. På grund af den gode historie og det kompetente hold bag, der blandt andre tæller direktør og skuespiller Jonatan Spang, Marijana Jankovic, Janus Nabil Bakrawi og koreograf Toniah Pedersen, blev samarbejdet hurtigt en realitet.

– Jeg synes, Nørrebro Teater altid har været og er et af de teatre, der pusher kreativiteten til en anden level. De er meget kreative i den måde, de blander dans, musik og teater på. Normalt så laver jeg ikke sådan noget her, men det her var så tæt på det jeg laver i forvejen, bare med en anden udtryksform, udtaler Isam B til GAFFA.dk.

2200 Carmen forholder sig både eksplicit og implicit til den seneste tids uroligheder på Nørrebro: – Da jeg blev introduceret til idéen, gik det forholdsvis stille til. Hele bandekonflikten var ikke så opblusset endnu. Men da vi så rent praktisk skulle i gang med at arbejde med stykket, var der så sket en del, og det var på sit højdepunkt med bandekrigene på Nørrebro. Så følte vi, at selvfølgelig måtte vi tage det med, forklarer sangeren.

Den største udfordring ved at lave musik til teaterstykket er ifølge Isam B, at diverse fortløbende ændringer i stykket betyder, at der skal ændres i musikken undervejs i løbet af processen. Det er også udfordrende at skrive musik til en andens historie i forhold til at lave musik med Outlandish eller solo, hvor han ser det mere som en dagbog, hvor han fortæller om sin egen karakter.

Det at lave teater forestiller Isam B sig bliver ligesom at skyde en musikvideo direkte. Man kan ikke lige ændre på noget eller gøre noget om, når først stykket er gået i gang. Det bliver desuden ”to måneder, hvor du laver koncert det samme sted, og publikum kommer til dig." – Jeg er mere vant til, at man tager ud til publikum, når man rejser rundt i landet på tour, siger Bachiri.

Ikke bare underholdning

Musikken af Isam B er et vigtigt element med hensyn til at få opdateret den gamle novelle, som stykket er baseret på, og det at udtrykke noget relevant om den nutidige situation er både et håb og en ambition for 2200 Carmen: – Jeg håber også, at vi formår at ramme noget, som snakker om nutiden, det vi oplever i dag og det billede, vi har af Nørrebro. Jeg håber, at vi kan give noget til publikum, som ikke bare er ren og skær underholdning, men også noget inspiration.

De tre vigtigste grunde til, at man bør tage ind og se stykket, er ifølge Isam B: Jonatan Spang, dansen og selve stemningen på Nørrebro Teater. Jonatan Spang, fordi han ikke blot er en god stand-up-komiker, men også en dygtig og professionel skuespiller.


Dansen, fordi Toniah Pedersen er en af de bedste koreografer i landet, og blot det, at hun skal instruere dans til Isam B's musik, ser han som en ære.

Stemningen på Nørrebro Teater, fordi teatret er progressivt og vil noget mere end bare at opføre teaterstykker: – De gør lige så meget for det nabolag, de er i, såvel som for dansk teater. De er med til at udvikle og turde gå langt i forhold til det, andre har lavet før, siger sangeren.

Isam B glæder sig til at opføre "2200 Carmen", og er ikke afvisende over for at lave noget lignende i fremtiden. Han understreger dog, at selvom det er interessant at kaste sig ud i nye kreative genrer, så vil han aldrig gå væk fra at lave musik. Uanset hvad fremtiden bringer, bekræfter han, at Outlandish kommer med en ny pladeudgivelse i april måned.

"2200 Carmen" spiller på Nørrebro Teater fra den 28. februar til den 25. april 2009, og sangene fra stykket kan med al sandsynlighed købes som ep under forestillingen. De øvrige medvirkende er Jonatan Spang, Marijana Jankovic og Janus Nabil Bakrawi.

Nørrebro Teaters hjemmeside


ANNONCE