Nyhed

Britney Spears og forældre sagsøgt af eks-manager

Osama ”Sam” Lutfi” anklager popstjernen og hendes forældre for injurier og bagvaskelse, men har omvendt modtaget et polititilhold

Britney Spears’ tidligere manager og lige så tidligere ven, Osama ”Sam” Lutfi, har netop sagsøgt sangerinden og hendes forældre for injurier og bagvaskelse, skriver nme.com.

Tidligere har Lutfi fra sin modpart modtaget et polititilhold mod at opsøge Spears, idet Spears og hendes familie beskylder ham dels for at forsøge at ødelægge hendes fars nuværende kontrol over hendes forretninger og karrieremæssige skridt, dels for at påvirke Spears med stoffer for at kunne bevare magten over hende. Således må Lufti ikke komme nærmere end 250 yards (cirka 229 meter) til Spears, hendes forældre eller hendes ejendom, hvilket måske kan blive svært at efterleve i den kommende retssag.

Omvendt siger Lutfi, at han har handlet på Spears’ vegne og opfordret hende til at forsone sig med sine forældre i forbindelse med de store tumulter i Spears’ privatliv de senere år.

Lufti kræver endvidere erstatning for det tab, han ifølge sig selv har lidt ved bruddet på en mundtlig aftale, han skulle have indgået med Spears om, at han skulle være hendes manager i fire år og modtage 15 procent af hendes indtjening. Han anklager desuden Britneys lillesøster Jamie for at have slået ham i brystet, efter at han kom med en udtalelse om søstrenes mor, som Jamie fandt uforskammet.

ANNONCE