Nyhed

Gense The Script på Vega

Den irske trios koncert fra december 2008 kan nu opleves online

Den irske soul-pop-gruppe The Script spillede i december måned sidste år deres første koncert i Danmark i et udsolgt Store Vega, og nu kan koncerten opleves eller genopleves på Internettet. Det er et samarbejde imellem Sony Music og hjemmesiden www.concept-concerts.com, der nu har muliggjort, at man kan se koncerten her - såfremt man dog bliver medlem på siden.

Trioen The Script udgav deres selvbetitlede album sidste år, og brød for alvor igennem efter at have surfet sikkert på radiobølgerne med hittene "The Man Who Can't Be Moved", som var sidste års næstmest spillede sang på danske radioer, og "We Cry", der har været Ugens Uundgåelige på P3, samt deres seneste single "BreakEven".

The Script skal dog snart igen spille live i Danmark til Skive Beach Party, der afholdes i dagene fra den 3. juni til den 6. juni i år. Festivalen gæstes blandt andet også af navne som amerikanske The Killers, Gavin DeGraw, danske Nephew, Kim Larsen, Nik & Jay, Thomas Helmig og Magtens Korridorer.


ANNONCE