Nyhed

Karrierekanonen skyder med større kugler

P3’s talentudviklingskoncept indgår samarbejde med Roskilde Festival, KODA og [spillesteder dk]

Karrierekanonen har siden 2002 været DR P3’s særlige indsatsområde for udvikling af nye talenter, som har fået særlig meget spilletid i radioen, og det har navne som Rasmus Nøhr, Tue West, Sterling, Johnny Deluxe, Magtens Korridorer, Marie Key Band, Birk Storm og mange flere haft stor glæde af. De første år havde Karrierekanonen udelukkede fokus på dansksprogede artister, men fra 2008 er den også begyndt at skyde med kunstnere, der synger på engelsk, eller andre sprog for den sags skyld.

Nu udvider Karrierekanonen imidlertid konceptet, idet DR P3 har indgået samarbejde med en række aktører fra hele musiklivet, nærmere betegnet sangskriverorganisationen KODA, Roskilde Festival og spillestedernes brancheorganisationen [spillesteder dk].

De nye aktører har samtidig besluttet sig for at lægge deres hidtidige talentprojekter - som for eksempel Livecontest - ind i projektet. Ønsket er at samle kræfterne og sammen hjælpe nye danske talenter frem og dermed give potentielle stjerner et skub i karrieren. Blandt andet ved hjælp af mentorordninger, radio- og koncerteksponering, coaching og uddannelse. I alt ventes cirka 40 bands at blive præsenteret live på landets spillesteder.

"De organisationer og virksomheder, som har størst interesse i musiklivet i Danmark, kan i fællesskab bidrage stærkt til at koordinere talentudviklingen og give talenterne en god start. Det gør vi nu i Karrierekanonen,” lyder det samstemmende fra aktørerne i projektet.

Fokus er på den del af vækstlaget, der med bagmændenes ord ”er godt i gang, og som viser talent og ambition til at få bedst mulig udbytte af støtte, rådgivning, eksponering og optræden på Danmarks bedste livescener.”
 
Magtens Korridorer er som nævnt et af de navne, der tidligere, tilbage i 2005, er blevet skudt ud af Karrierekanonen, med stor succes. Forsanger Johan Olsen fortæller:

”Uden Karrierekanonen ville der være en god sandsynlighed for, at Magtens Korridorer stadig var et fritidsprojekt. Vi var ikke ambitiøse og nærede ikke håb om at være andet end et fyraftensband. Vi opfattede også musikken som meget langt fra mainstream og helt uden poppotentiale. Som så mange andre sendte vi materiale rundt til branchen, uden at det affødte nogen interesse. Men vi sendte også en demo til DR’s Karrierekanonen og blev til vores overraskelse valgt ud. Derfra gik alting meget meget stærkt.”

I 2004 var Rasmus Nøhr også proppet ned i kanonløbet, og resten er historie, fristes man næsten til at sige. Rasmus Nøhr udtaler:

”Når Danmarks suverænt største musikkunde peger på dig, så kigger hele branchen en ekstra gang. Derefter er det som altid op til sangene.”

www.dr.dk/kanon kan kommende stjerner allerede nu uploade deres musik og deltage i et af de største samlede talentprojekter for professionel musik i Danmark.

Mere info på www.karrierekanonen.dk (kommer snart).

De første skud i dette års Karrierekanon – navnene offentliggøres senere – kan opleves live følgende steder:


KARRIEREKANONEN – LIVE
Torsdag 19/3 – Musikcaféen, Århus
Fredag 20/3 – Studenterhuset, Aalborg
Lørdag 21/3 – Fermaten, Herning
Fredag 27/3 – Kansas City, Odense
Lørdag 28/3 – Musikhuzet, Rønne
Onsdag 1/4 – Loppen, København
Fredag 3/4 – Rust, København
Lørdag 4/4 – Forbrændingen, Albertslund
Torsdag d. 23/4 – Posten, Odense
Torsdag d. 30/4 – Gimle, Roskilde
Torsdag d. 7/5 – Studenterhuset, Århus
Torsdag d. 14/5 – Lille Vega, København

ANNONCE