Nyhed

Køb alt i musikvideoerne

Et amerikansk firma har lanceret en teknologi, der gør det muligt at købe alle de ting, man kan se i musikvideoerne

Får du lyst til at købe solbriller, hver gang du ser en Nik & Jay-video, eller bliver du bare nødt til at have det samme Piaget-ur, som Rihanna har på i "Take A Bow"-videoen, så er der nu håb forude. Firmaet Clikthrough har nemlig lanceret en teknologi, der kan fylde en online-musikvideo med links, der kan tage dig direkte til online butikker, der sælger de ting, der er i videoerne.

Firmaet lancerede i december måned teknologien på deres webside, hvor de har brugt The Script-videoen "Breakeven" som et eksempel på, hvordan det kan gøres. På omkring fire minutter bliver man præsenteret for 242 forskellige links (eller "hot spots", som de kaldes), der dog ikke kun giver mulighed for at udvide garderoben. Der er også links til biografier af bandmedlemmerne, til information om de steder, bandet befinder sig på i videoen, links til websider og mailinglister med mere. Faktisk er kun 38 links til kommercielle produkter, der spænder fra tøj og instrumenter til flybilletter og mobiltelefoner.

Ifølge Billboard er videoen en testballon, hvor kun mobiltelefonselskabet Nokia var involveret som sponsor inden optagelsen af videoen. De øvrige firmaer får her gratis eksponering for at vise, hvordan teknologien virker. Videoen er blevet lavet i et samarbejde mellem Clikthrough og Sony Music Entertainments datterselskab Phonogenic Records, hvor både The Script og Natasha Bedingfield udgiver plader. Om samarbejdet siger Phonogenics direktør, Paul Lisberg:


"Vi syntes, det kunne være en ny, sjov måde at interagere med fans på, og samtidig en potentiel ny forretningsmodel. Vi ville være tidligt ude med dette, vi ville omfavne teknologien, og det ville dette band også. Helt ærligt, så er vi ikke helt sikre på, hvor dette vil tage os hen, men vi ser dette som fremtiden".

Selskabet forventer at få lavet fem eller seks videoer med denne teknologi i år, og målet er naturligvis, at sponsorerer fremover vil henvende sig til selskabet for at få deres produkter med i videoerne.

Som Lisberg siger, så er bandet med på idéen, og guitaristen Mark Sheehan udtaler:


"Det startede faktisk med musikinstrumenter. Folk spørger os hele tiden, hvilket gear vi bruger, og dette er en fantastisk og interaktiv måde at dele den information på".

Forretningsmodellen er at skabe merværdi for de såkaldte product placement deals, hvor firmaer betaler for at få deres produkter vist frem og brugt i eksempelvis en musikvideo. Kombineret med affiliate deals, hvor man får penge, hver gang folk klikker på et link, så mener folkene bag Clikthrough, at der er et økonomisk potentiale.

The Script-videoen kan dog kun lige nu ses på firmaets egen webside, men det skal naturligvis ændres med tiden. Firmaet arbejder på at få distributionsaftaler med eksempelvis YouTube eller Yahoo!, så du eksempelvis kan se en musikvideo på din iPhone, og sekundet senere bestille en skjorte eller en guitar i en webbutik uanset, hvor du befinder dig.


Se den interaktive The Script-video hos Clikthrough.

ANNONCE