Nyhed

The (International) Noise Conspiracy til København

Den stærkt politiske svenske gruppe spiller på Loppen i slutningen af måneden – og giver sang væk

I november udgav den stærkt venstreorienterede, politisk engagerede svenske garagerockgruppe The (International) Noise Conspiracy deres seneste, fjerde fuldlængde-album, "Cross Of My Calling". Nu kommer de til Danmark, nærmere betegnet Loppen i København 27. februar.

"Cross Of My Calling" er produceret af svenske Rick Rubin, kendt for sine samarbejder med så store navne som Metallica, Johnny Cash, Red Hot Chili Peppers, Rage Against The Machine, Slayer og mange, mange flere. Albummet er desuden indspillet i det californiske Sunset Sound-studio, hvor blandt andre The Doors har indspillet en stor del af deres værker.

GAFFAs anmelder Erik Barkman var dog lidt mellemfornøjet med "Cross Of My Calling". Han tildelte tre ud af seks stjerner til albummet og skrev blandt andet: "En hurtig gennemgang afslører fire decideret mindeværdige sange – og ti, der gør for lidt væsen af sig. The (International) Noise Conspiracy er stadig leveringsdygtige i driftssikker rock med energi og karisma, men "The Cross Of My Calling" lyder som et album på autopilot."


Du har dog muligheden for selv at dømme, for i forbindelse med koncerten har gruppens pladeselskab Epitaph været så gavmilde at forære et nummer fra albummet væk, "I Am The Dynamite", og det kan du downloade ganske gratis her.

Billetsalget til koncerten er i gang på Billetlugen.

 


 

 

ANNONCE