Kylie er selv frontfigur, når hendes nye undertøjsserie lanceres.
Kylie Minogue lancerer et nyt undertøjsmærke i Australien - og er selv krøbet i lingeriet for at reklamere for det.
Dermed er der lagt op til en stor australsk undertøjskrig, eftersom supermodellen Elle MacPherson føler sig truet af Kylies initiativ. Hun har nemlig haft stor succes med sit undertøjsmærke. Hugo Venteer, lederen af MacPhersons mærke, var derfor ude med riven:
"Efter hvad jeg har hørt, er Kylies undertøj mere tøjtet og vovet. Elle er i en helt anden kategori. Hendes undertøj er sensuelt og moderne".
Kylie har dog ikke lige foreløbig tid til at tage til genmæle. Hun er i øjeblikket i gang med en turné i Europa, og den bringer hende i aften forbi Vega i København. Der er endnu få billetter tilbage.