x

Springsteen topper hitlisten

Springsteen topper hitlisten

Fredag morgen er lig med offentliggørelsen af ugens danske hitlister for album, downloads, airplay, dvd'er, compilations og som noget nyt også ringetoner. I denne uge er Bruce Springsteens nye album "Working On A Dream" gået direkte ind på førstepladsen - måske ikke helt overraskende. Albummet topper også hitlisten i USA og ifølge albumvote.co.uk også lande som England, Canada, Tyskland, Irland, Schweiz, Østrig, Sverige og Norge.

Ganske interessant er Tim Christensens seneste album, "Superior", gået op fra en sjette- til en andenplads, hvilket formodentlig hænger sammen med Tim Christensens optræden på P3 Guld og dermed DR2 i prime time i forrige uge.

Ugens næsthøjst placerede nyhed er, igen næppe helt overraskende, sangene fra årets Melodi Grand Prix, der går ind på en 16.-plads. En måske lidt lav placering, men forklaringen er, at hitlisten baserer sig på salget i ugen før offentliggørelsen, hvor Grand Prix-albummet udkom om fredagen, så pladekøberne har kun haft to dage til at give albummet en placering på hitlisten.

Ugens tredje nyhed finder vi på plads nummer 17, nemlig Franz Ferdinand med deres tredje album, "Tonight: Franz Ferdinand". Herefter kommer på en 21.-plads reggae-sangeren Frederik fra sidste års X Factor med sit debutalbum "Home Is Where The Heart Is".

På plads nummer 30 finder vi nok en nyhed, Lady GaGa med "The Fame", og på plads nummer 39 sidste nyhed i top 40, Miley Cyrus' "The Breakout".

På albumhitlisten finder vi også et par re-entrys, nemlig Basim på plads nummer 33 med "Alt Det Jeg Ville Have Sagt" og på plads nummer 38 Jason Mraz' "We Sing. We Dance. We Steal Things".

Sidste uges højstplacerede nyhed, Antony And The Johnsons "The Crying Light", falder fra en 3. til en 32.-plads, så man man sige, at interessen for Antony er faldet noget, efter at hans største fans har gjort deres indkøb.

Download-hitlisten toppes igen i denne uge af Medina med "Kun For Mig", mens Lily Allen topper radio-airplay-listen med "The Fear". Den mest downloadede ringetone er Katy Perrys "Hot N Cold", mens den mest solgte musik-dvd er Martin Scorseses Rolling Stones-musikfilm, "Shine A Light".

Se hele hitlisten her

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA