x

Jens Unmack klar med album og turné

Jens Unmack klar med album og turné

Som vi tidligere har nævnt, udgiver Jens Unmack sit tredje soloalbum til marts. Nu har han så offentliggjort udgivelsesdatoen og titlen. Albummet får titlen ”Dagene Løber Som Heste” og er på gaden 23. marts. Det er dermed opfølgeren til de anmelderroste ”Vejen Hjem Fra Rocknroll” og ”Aftenland Express” fra henholdsvis 2005 og 2007, så Unmack følger skemaet med at udgive et nyt album hvert andet år.

Som de to forgængere er albummet produceret af Nikolaj Nørlund og udkommer på dennes Auditorium-selskab. Om albummet fortæller Unmack til GAFFA:

– På de to sidste plader har vi indspillet efter den klassiske bandmetode med trommer og bas først, og så instrumenter og til sidst vokal. Denne gang har jeg indspillet vokal og guitar først, for til sidst at lægge bas og trommer på. Det er en anden måde at bygge sangene op på og har givet et andet udtryk og et andet feel.

Som noget nyt har Unmack og Nørlund været i Prag og indspillet strygere med City Of Prague Philharmonic Orchestra, der har medvirket på en del pop- og rockplader gennem tiden – eksempelvis Tim Christensens seneste album, ”Superior”. Resten af albummet er indspillet i Sauna-studiet i København.

– Sangene handler som tidligere om død og ulykke, set igennem en romantisk optik, siger Jens Unmack til GAFFA.

Jens Unmack og hans band Slagterne følger albummet op med en turné, der bringer dem til følgende byer:
Tor 16.04 Portalen, Greve 
Fre 17.04 Musikcaféen, Århus 
Lør 18.04 Musikcaféen, Århus 
Tor 23.04 Studenterhuset, Aalborg 
Fre 24.04 Posten, Odense 
Lør 25.04 Pumpehuset, København

Jens Unmack kan også opleves sammen med Henrik Hall i forbindelse med gendannelsen af Love Shop i Vega i København 13. og 14. februar ved mindekoncerten til ære for den gamle Love Shop-med-mere-guitarist og medkomponist Hilmer Hassig, der omkom ved en trafikulykke i november.

Læs et stort Jens Unmack-interview i GAFFAs aprilnummer, der er på gaden 2. april.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA