x

The Storm er i studiet

The Storm er i studiet

Pernille Rosendahl og Johan Wohlert er ifølge en række indlæg på The Storms MySpace-side godt i gang med indspilningerne til deres andet album. Denne gang har man valgt at arbejde sammen med den danske producer Jacob Hansen, der tidligere har produceret plader med danske navne som Volbeat, Mercenary og The Burning samt tyske Destruction.

Albummet skal følge op på debuten "Where The Storm Meets The Ground", der blev indspillet i Arizona og Los Angeles i 2007 sammen med produceren Roy Thomas Baker. Pernille Rosendahl udtalte inden indspilningerne til det nye album, at de denne gang vil lave en mere rocket plade, og mon ikke det kan lade sig gøre i selskab med metal-produceren Jacob Hansen.

Sangerinden mødte ham, da hun indspillede sangen "Mary Ann's Place" sammen med Volbeat, og det møde var ifølge et MySpace-indlæg så inspirerende, at The Storm besluttede sig for at bruge ham som producer på deres andet album.

Sidste melding fra studiet går på, at der er fire sange i kassen, og der skulle denne gang i højere grad end sidst være en legesyg atmosfære under indspilningerne. Der er dog endnu ingen meldinger om, hvornår The Storm forventer at kunne udsende det næste album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA