Nyhed

Grammy Awards 09 overstået

Robert Plant og Alison Krauss fik prisen for årets bedste album

Så er udgave 51 af det prestigefyldte Grammy Awards i Los Angeles forbi, og de mange live-optrædener er overstået, og priserne er blevet uddelt. Tidligere Led Zeppelin-sanger Robert Plant og Alison Kraus var nogle af søndagens helt store vindere med i alt fem inkaserede Grammy-priser, inklusive den for årets bedste album for deres plade "Raising Sand". Plant fra makkerparet, der blandt andet også vandt i kategorien "Record of the Year" for nummeret "Please Read The Letter", udtalte:

"I gamle dage ville vi have kaldt det at sælge ud, men nu er det en meget god måde at tilbringe en søndag på."

Rapperen Lil Wayne, der før showet førte med otte nomineringer, endte med at få i alt fire Grammy-priser, inklusive en for bedste rap-album for sin seneste plade "Tha Carter III", der var det mest sælgende amerikanske album i 2008.


Prisen for årets bedste rock-album gik til Coldplay, der ikke blev stævnet af guitaristen Joe Satriani, for albummet "Viva La Vida or Death and All His Friends", og bandet tog samtidig også prisen for årets bedste sang med "Viva La Vida", samt prisen i kategorien "Best Pop Performance By A Duo Or Group with Vocals".

Radiohead vandt en Grammy i kategorien "Best Alternative Music Album" for deres plade "In Rainbows", og slog dermed navne som Beck, Gnarls Barkley og Death Cab For Cutie. Prisen for det bedste electronic/dance-album blev uddelt til Daft Punk for "Alive 2007", og den franske duo fik også en Grammy for bedste dance-nummer for sangen "Harder. Better, Faster, Stronger".

Grammy-debutanterne Duffy og 20-årige Adele vandt henholdsvis én og to priser hver, Duffy for bedste pop-vokal-album og Adele blandt andet for bedste nye kunstner.


ANNONCE