x

Århus får ny hiphop-klub

Århus får ny hiphop-klub

Mens Kontoret fortsat kører på Vega i København, har filialen i Århus fået med sparekniven og er blevet nedlagt. Men det er bestemt ikke det samme som, at hiphoppen nu er død i Århus. For i denne uge lanceres High Five Klubben, hvilket blandt andet sker i fællesskab med Tue Track (billedet).

Det er planen, at High Five Klubben fremover skal afvikles en fredag i hver måned i Pakhuset i Århus, og første aften bliver 13. februar. Her vil man kunne opleve de to arrangører og residents DJ Diverze og Peter Plus, og så som nævnt Malk De Koijn-medlemmet Tue Track, der også har udgivet musik under navnet Track72.

DJ Diverze vandt DM i mix 2007 og spiller "dansable bangere i et tempo der er en dansk DJ-mester værdig". Han var desuden nomineret som Årets Danske Urban DJ til Danish DeeJay Awards 2008. Peter Plus er nomineret i samme kategori i år og skulle være garant for "alt fra hiphop breaks til 80'er sounds, fra raw funk til ghettotech, eller fra elektro-grooves til mashup-styles.

High Five Klubben kan opleves for første gang i Pakhuset i Århus fredag 13. februar, og dørene åbnes klokken 22:00.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA