Nyhed

Death Cab For Cutie kæmper mod auto-tuning

Gruppen markerede deres utilfredshed med computerredigerede vokaler til årets Grammy-uddeling

Til alle store Hollywood-shows kan man se stjerner med små sløjfer på tøjet. De røde indikerer, at man støtter aids-forskning, lilla er for at støtte kampen mod Alzheimers, og de lyserøde indikerer, at man vil skabe opmærksomhed omkring brystkræft. Men hvad er man for eller imod, når man går med en lyseblå sløjfe? Det spurgte MTV bandet Death Cab For Cutie om, da de deltog som nominerede i kategorierne Best Rock Song og Best Alternative Music Album.

Det viser sig, at bandet nu indgår aktivt i kampen mod computerredigerede vokaler ved hjælp af eksempelvis det populære Auto-Tune-software, som man kender det fra hits med folk som Lil Wayne og Kayne West. Til MTV sagde DCFC-frontmand Ben Gibbard med et glimt i øjet:

"Vi er her for at skabe opmærksomhed omkring Auto-Tuner-misbrug. Jeg synes, vi over de sidste ti år har set en masse gode musikere være påvirket af denne nye digital måde at manipulere stemmen på, og vi føler, at nu er det nok. Lad os skabe opmærksomhed. Lad os stoppe dette, lad os bringe den blå tone tilbage, og lad os virkelig forsøge at få musikken tilbage til sine rødder, hvor rigtige mennesker synger og rent faktisk lyder som mennesker".


Den overdrevne brug af Auto-Tuner kan spores tilbage til 1998, hvor Cher hittede verden over med sangen "Believe", hvor Auto-Tuner blev brugt til at forvrænge hendes stemme radikalt. Siden da har eksempelvis T-Pain, Snoop Dogg, Daft Punk og mange andre hittet med sange med bizarre vokaler til det punkt, hvor Auto-Tuner-vokaler for nogle nu er deres signaturlyd. Softwaren bliver dog som oftest brugt i mindre voldsom grad til at tilrette vokalspor lagt af sangere, der ikke kan synge rent.

Hvorvidt den nye kampagne vil få effekt må tide vise, men det kunne da være et interessant eksperiment at forbyde brugen af Auto-Tuner og derefter se, hvor mange karrierer, der ville ryge i svinget.

ANNONCE