x

Chris Brown undskylder

Chris Brown undskylder

I weekenden udsendte Chris Brown en pressemeddelelse, der kommenterer beskyldningerne om, at han skulle have overfaldet sin kæreste, sangerinden Rihanna, ugen inden. Her skriver han blandt andet, at dette er første gang, han kommenterer hændelsen, og at alle de tidligere meldinger, man har kunnet finde på nettet, ikke er kommet fra ham.

"Ord kan ikke begynde at udtrykke, hvor meget jeg undskylder og hvor ked jeg er af, hvad der skete. Jeg får vejledning af min præst, min mor og andre, jeg elsker, og jeg er fast besluttet på, med Guds hjælp, at komme igennem dette som en bedre person.

Mange af de spekulationer og historier, der er blevet skrevet på blogs og/eller i medierne er forkerte.

Selvom jeg gerne ville have mulighed for at tale mere om dette, så er dette alt jeg kan sige, før de lovmæssige aspekter er afklaret, med undtagelse af, at jeg ikke har skrevet nogen beskeder eller lavet posts på Facebook, på blogs eller nogen andre steder".

Den 19-årige sanger har holdt lav profil, siden han søndag 8. februar meldte sig til politiet. Det gjorde han, efter politiet natten inden var blevet kaldt ud til en voldsepisode, der involverede Brown og en kvinde, kilder har fortalt Los Angeles Times var kæresten Rihanna. Siden da har han opholdt sig på et hotel i Los Angeles, og søndag kom så første kommentar fra sangeren.

Rihanna har endnu ikke selv kommenteret sagen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA