Nyhed

Mötley Crüe til KB Hallen

Der bliver store armbevægelser, højt hår og glam på programmet 10. juni, når Mötley Crüe kommer til Danmark

Sidst, Mötley Crüe gæstede Danmark, hed det aktuelle album "Generation Swine", og scenen var Orange. Året var 1997, men efter tolv år væk fra Danmark er Vince Neil, Mick Mars, Nikki Sixx og Tommy Lee nu klar til at vende tilbage på en turné, der kommer efter udgivelsen af albummet "Saints Of Los Angeles" sidste år.

Bandet er naturligvis bedst kendt for deres fem 80'er-udgivelser, hvoraf den sidste, "Dr. Feelgood", solgte mere end syv millioner eksemplarer i hjemlandet, hvor den også ramte førstepladsen på albumhitlisten. Siden da har frontmanden Vince Neil forladt bandet og vendt tilbage igen, Tommy Lee og Nikki Sixx har brugt tid på soloprojekter, og alligevel er det også blevet til turneer samt yderligere fire plader.

Men til sommer handler det altså udelukkende om Mötley Crüe, når bandet tager på en Europaturné, der altså under titlen Crüefest også bringer dem forbi Danmark til juni.


Her får gruppen følgeskab af både svenske Hardcore Superstar samt Oliver Weers, der sidste år fulgte sin X Factor-deltagelse op med et debutalbum, der blev velmodtaget af pressen.

Mötley Crüe kan opleves i KB Hallen 10. juni, og billetsalget starter på mandag 23. februar klokken 10:00 fra Billetlugen.dk, på telefon 70 263 267 samt i Fona.

ANNONCE