x

VoxHall lancerer nyt musikkoncept

VoxHall lancerer nyt musikkoncept

Konceptet, der lanceres i sin helhed den 28. februar, består af i alt fire dele – en release-event, et musikmagasin, et website og et radioprogram, der tilsammen skal kunne formidle det østjyske musikliv ud til musikforbrugerne. Men i stedet for at forsøge at favne over det hele med det samme, vil der hovedsageligt blive fokuseret på nogle enkelte kunstnere ad gangen.

På den måde kan Musik Aarhus ifølge VoxHall også gøre mest muligt for enkeltstående talenter fra undergrunden. De første navne, der vil være i fokus, er Maria Timm, Mimas og Green Lives, der alle er fra Århus. Samtidig opfordrer folkene bag Musik Aarhus allerede nu nye talenter til at opsøge muligheden for at blive eksponeret gennem konceptets fire dele.

Ud over at præsentere forskellige kunstnere skal Musik Aarhus gennem et radioprogram, magasinet og deres webside også kunne oplyse musikforbrugerne om diverse begivenheder i Århus og Østjylland.

Den officielle start for Musik Aarhus er den 28. februar, men den første begivehed finder sted allerede den 24. februar, hvor programmet Musik Aarhus Radio sender en feature omhandlende konceptet og de tre første kunstnere, der er i fokus. Musik Aarhus Radio vil blive sendt tirsdag klokken 23:00 på kanal 1 i Århus (Midtby:93,7, Nord:93,1, kabel:105,2).

25. februar lanceres websitet musikaarhus.dk med bandprofiler, nyheder med mere, og selve release-eventet foregår så altså den 28. februar på VoxHall, hvor alle de tre kunstnere i fokus kan opleves live. Samme aften lanceres det første nummer magasinet Musik Aarhus.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA