x

BirdHitsPlane udgiver soundtrack

BirdHitsPlane udgiver soundtrack

Det århusianske pladeselskab BirdHitsPlane Records går til filmen, næsten. Selskabet udgiver nemlig nu soundtracket til Aage Rais Nordentofts nye ungdomsfilm "2 Ryk Og En Aflevering". På pladen kan man høre nyt materiale fra Århus-heltene Under Byen og Tiger Tunes, samt tidligere udsendte sange fra Kaizers Orchestra ("Kontroll På Kontinentet", "Evig Pint"), Superjeg ("Lars Tyndskids Mark"), Mikkel Maltha og tyske Kampanella ("It's") og Peacock Palace ("First Time").

Under Byen er, efter at være blevet Rolling Stone-kritikeren David Frickes nyeste danske yndlingsband, på vej mod et udenlandsk gennembrud. Tiger Tunes har høstet mange anmelderroser for deres debutalbum "Absolutely Worthless Compared To Important Books", udsendt tidligere på måneden på netop BirdHitsPlane.

Under Byens bidrag udgør cd'ens ene halvdel, og præsenterer bandet i dets mere afdæmpede hjørne, i form af både instrumentalnumre og deciderede sange. Fordi Under Byen har været involveret i projektet lige fra starten har de skrevet musikken med filmens handling i tankerne. Tiger Tunes leverer deres kommende single "Kick’n’Rush", som også er skrevet specifikt til filmen, til soundtracket.

"2 Ryk Og En Aflevering" handler om "et par teenage-drenges flik-flak imellem piger, fester, piger og fodbold", hvilket jo kunne tyde på, at det hele egentlig går meget godt for filmens personer, men ikke desto mindre opstår der problemer i hovedpersonen Jakobs tilværelse. Filmens handling er inspireret af novellesamlingen af samme navn af forfatteren Jesper Wung-Sung.

BirdHitsPlane kalder "2 Ryk" for "en blanding af ‘Anja og Viktor’ og ‘Fucking Åmål’". Filmen har premiere i 40 biografer landet over den 3. oktober.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA