x

De Radikale vil hjælpe spillestederne

De Radikale vil hjælpe spillestederne

Repræsentanter for de danske spillesteder mødtes i går onsdag 18. februar med Kulturminister Carina Christensen (K) (billedet) for at bede om økonomisk bistand til en række lukningstruede spillesteder. Men ifølge Berlingske.dk skal spillestederne ikke regne med, at der er flere penge på vej fra staten.

Til avisen udtaler ministeren, at spillestederne ikke er de eneste kulturinstitutioner, der er berørt af finanskrisen, og at hun mener, at spillestederne allerede får en høj støtte.

"Det statslige tilskud til spillestederne er fornuftigt og ganske højt. Hvis man skal tildele nye penge til et område, så er det noget, der skal gøres ved de næste finanslovsforhandlinger. Så lige her og nu fastholder vi den høje støtte, som allerede bliver givet".

Det står i modstrid med udtalelser fra formanden for Kunstrådets Musikudvalg, Giordano Bellincampi, der til Berlingske.dk siger, at spillestedsområdet er underfinansieret, og skal man matche spillestedernes kunstneriske niveau, må der tildeles flere penge fra staten.

"Det er politikerne, som ene og alene kan beslutte, om spillestederne skal have flere midler. Vi har allerede uddelt de midler, som staten i forvejen har øremærket. Derfor nytter det ikke, at spillestederne henvender sig til os, for vi har ikke flere penge".

Ministerens beslutning om ikke at give spillestederne en håndsrækning møder nu også kritik fra Det Radikale Venstre, der betegner beslutningen som en "kulturel katastrofe". I en pressemeddelelse udtaler Det Radikale Venstres kulturordfører Johs. Poulsen, at partiet i deres eget finanslovsforslag samt til finanslovsforhandlingerne for få måneder siden forsøge at overtale regeringen til at gøre noget ved problemet, men uden held.

"Radikale Venstre mener afgjort, at de rytmiske spillesteder skal hjælpes straks. Det kan sådan set kun gå for langsomt. Vi mener derfor, at der bør sammensættes en økonomisk hjælpepakke, der sikrer, at der fortsat er et bredt udbud af rytmiske spillesteder i Danmark. Spillestederne er omdrejningspunktet for udviklingen af ny rytmisk musik, og vi bør gøre alt for, at de ikke kommer til at lukke på stribe".

Johs. Poulsen betragter desuden ministerens modvilje mod at hjælpe spillestederne som et eksempel på ministerens manglende foreståelse af spillestedernes vigtighed.

"Kulturministeren bekymrer sig tilsyneladende overhovedet ikke om musiklivet i byerne. Spillesteder burde opfattes og behandles som alle andre kunstarter og ikke som ligegyldige andenrangs udskud. Der er ikke meget kulturminister over at ignorere nødstedte og vigtige kulturelle institutioners SOS, og derfor er jeg totalt uforstående over for hendes afvisning om at hjælpe".

Som tidligere nævnt er det regionale spillested Culture Box i København lukningstruet, Stengade 30 blevet reddet i sidste øjeblik gennem et lån, og Vega er blevet tvunget til at fyre to medarbejdere.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA