x

Katy Perry aflyser ikke

Katy Perry aflyser ikke

Den amerikanske sangerinde Katy Perry giver, trods rygter om det modsatte, koncert i aften i KB Hallen, så har man billet til koncerten, kan man altså ånde lettet op. Det fortæller arrangørerne ICO Concerts i dag i en pressemeddelelse.

Ifølge emails fra GAFFA-læsere har der floreret et rygte om, at Katy Perry skulle have fået influenza, hvilket altså skulle have ramt hende så hårdt, at koncerten i København var i fare. Men skal man tro svenske Aftonbladet, så er der kun tale om en forkølelse, der ikke kunne lægge en dæmper på Perrys energi, da hun gav koncert søndag aften i Stockholm.

Men rygterne har holdt ved, så nu har arrangørerne udsendt følgende pressemeddelelse:

"Rygter om at Katy Perrys koncert i aften i K.B. Hallen angiveligt skulle være aflyst pga. sygdom tilbagevises 100 % af hendes management. Amerikaneren står i aften for første gang på scenen på dansk grund og vil altså med garanti trykke sine mange hits af i K.B. Hallen".

Har man endnu ikke fået sikret sig billet til popstjernens første danske koncert, kan man glæde sig over, at der fortsat er enkelte ledige billetter til salg via Billetnet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA