Det er Augustenborg Slotspark, der lægger omgivelser til koncerten med Elton John 16. juni
Eric Clapton, Luciano Pavarotti, Mark Knopfler og Roger Watershar alle givet koncert i Augustenborg Slotspark i de senere år, og nu er turen kommet til den 61-årige Elton John, der 16. juni vil sætte sig bag flyglet og levere sange fra sit særdeles omfattende bagkatalog.
Sidst Elton John gæstede Danmark spillede han i Parken på sin The Red Piano-turné, der var et Las Vegas-show, som pianisten tog med på landevejen. Her var der masser af rekvisitter, kostumer og show på drengen, men ifølge Elton Johns turnéplan er det ikke samme show, der kommer til Sønderborg. Den kommende danske koncert kommer nemlig efter en række jobs sammen med Billy Joel i maj, og det ser ud til, at Elton John har planlagt noget nyt til den del af sin soloturné, der rammer Danmark.
[Rettet] Billetsalget til koncerten i Augustenborg Slotspark i Sønderborg sættes i gang 2. marts klokken 10:00 gennem Billetlugen.dk, på telefon 70 263 267 samt i Fona-butikkerne og Sønderborghus.