x

D-A-D spiller akustisk

D-A-D spiller akustisk

D-A-D har valgt at fejre bandets 25 års fødselsdag sammen med programmet Musikmøde På P4 tirsdag den 3. marts. Her vil Stig Pedersen, Jesper Binzer, Jacob "Cobber" Binzer og Laust Sonne for første gang nogensinde i bandets historie leverer en hel akustisk koncert.

Koncerten vil blive afviklet i Koncerthusets publikumsfoyer, og her vil gruppen få hjælp af fire strygere fra DR SymfoniOrkestret, hvilket samtidig markerer første gang bandet optræder med strygere.

Kun 500 publikummer får adgang til den eksklusive koncert - heraf 250 P4-lyttere, der har vundet billetter gennem en D-A-D-konkurrence - resten er udvalgte venner af bandet. Ifølge Danmarks Radio vil der udover musikken også være kage til gæsterne. D-A-D forbereder nemlig en fødselsdagslagkage med kohorn - en såkaldt ko-kage.

Er man ikke blandt de heldige få med billet til selve koncerten 3. marts, kan man alligevel være med som lytter til festen. Koncerten bliver sendt i sin helhed i Musikmøde På P4 lørdag den 14. marts klokken 19 til 21. Aftenshowet bringer desuden et indslag om D-A-D på selve koncertdagen den 3. marts med klip fra bandets prøver, som finder sted dagen før.

Aftenens vært, Alex Nyborg Madsen, glæder sig til at ønske D-A-D tillykke på vegne af P4 - og til at præsentere Musikmøde på P4's lyttere for den unikke koncert:

- D-A-D har gennem sine 25 glorværdige år vist ekstremt stor "staying power" som band og evne til at forny sig kunstnerisk, omend altid med hjertet og gløden i behold. De er noget af det tætteste, man kommer en moderne klassiker indenfor den bedste danske rock, og det er en ære og en kæmpe fornøjelse at kunne fejre dem sammen med P4's lyttere.

Den akustiske fødselsdagskoncert kan høres på P4 den 14. marts mellem klokken 19 til 21.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA