Arrangementet lancerer en ny hjemmeside i maj måned, samt UFO som ny kampleder
I år har hiphop-arrangementet MC's Fight Night ti års jubilæum, og i den anledning hviler de ikke på laurbærrene. Igennem de sidste ti år har MC's Fight Night haft stigende succes med at kaste freestyle-rappere ind i en boksering, hvor de i runder bekriger hinanden med ord og gestik.
I maj måned 2009 lancerer MC's Fight Night en ny og opdateret hjemmeside, hvorpå man løbende kan holde sig opdateret om hvad det finurlige event kan byde på. Derudover får battle-rap-arrangementet også et nyt ansigt udadtil i form af en ny kampleder. Tidligere har det været den karismatiske Martin Preacherman, som har udfyldt og defineret kamplederrollen, men siden hans tragiske død i 2006 har den danske rapper Jøden varetaget jobbet.
Den nye kampleder bliver en anden dansk rapper, nemlig UFO fra gruppen UFO Yepha og producer-teamet whYyoU. I en pressemeddelelse hedder det: "Med UFO i rollen som kampleder, mener vi at have fundet en yderst kompetent herre, der med vanlig charme og et skævt smil, kan guide publikum gennem konkurrencen. UFO går seriøst til opgaven og glæder sig over sin nye rolle, som han samtidig vil tilføre noget af sin egen personlighed."
Finalen til dette års udgave af MC's Fight Night løber af stablen den 17. oktober, og kvilifikationen til de adgangsgivende Øst- og Vestfinaler sparkes igang i september måned i både Århus og København. Billetsalget til jubilæumsudgaven af MC's Fight Night starter i løbet af maj måned, og man kan holde sig orienteret på www.fightnight.dk.