... takket være Fatboy Slim
Elton John nåede forleden toppen af de britiske hitlister med en sang, der oprindeligt blev et flop, da den første gang blev udsendt for næsten 25 år siden. Sangen er den disco-påvirkede "Are You Ready For Love?", der nåede nummer 42 i 1979, men som altså nu ligger som nr. 1, oplyser Reuters.
Sangen blev en overraskende club-favorit i løbet af sommeren i et remix af Fatboy Slim, og er derfor nu genudgivet i denne nye version. I øvrigt har en TV-station hjulpet nummeret på vej ved at anvende det i forbindelse med en allestedsnærværende PR-kampagne.
Sir Elton indspillede oprindelig sangen i 1977, med produceren Thom Bell ved knapperne, i de legendariske Philadelphia International Studios, discoens fødested. Eltons plan var dengang at lave et soul-album produceret af Bell, men det løb ud i sandet. I stedet remixede John tre af sangene og brugte dem på hans ep "Mama Can't Buy You Love" i 1979. Senere er Elton Johns komplette Thom Bell Sessions dog udsendt.
Elton Johns seneste nr. 1 placering kommer således 33 år efter hans allerførste hit i England, "Your Song" i 1970. Sidst den bebrillede superstjerne lå nr. 1, var i 1997, hvor hans genindspilning af det gamle hit "Candle In The Wind" strøg til tops i kølvandet på prinsesse Dianas død.