Nyhed

The Psychedelic Furs til Benicàssim

Bandet får følgeskab af både Friendly Fires og White Lies

Programmet til den spanske Benicàssim Festival, som GAFFA har dækket de seneste tre år, begynder nu stille og roligt at tage form. Blandt de nye navne til plakaten finder man både helt friske nye navne samt 80'er bandet The Psychedelic Furs.

Engelske The Psychedelic Furs debuterede i 1980 med albummet "The Psychedelic Furs", men efter pæn succes med "Love My Way" og "Heaven" kom gruppens største hit i 1986, da de genindspillede sangen "Pretty In Pink" til filmen af samme navn. Bandet fulgte successen op med tre album med nedadgående salgstal, indtil de i gik i opløsning i 1990.

Brødrene Tim og Richard Butler dannede i stedet bandet Love Spit Love sammen med blandt andet Guns N' Roses-guitaristen Richard Fortus, der eksisterede frem til 2000. Samme år gendannede brødrene The Furs med det originale medlem John Asheton, og siden da har de turneret i forskellige opstillinger.


De kan opleves til Benicàssim-festivalen til sommer, og det samme kan nyere navne som White Lies, Friendly Fires, The Bishops samt dj'en Boys Noize. De tilføjes et program, der allerede indeholder Oasis, Kings Of Leon, Paul Weller, Franz Ferdinand og The Killers.

Festival Internacional de Benicàssim afvikles i dagene 16.-19. juli, og billetter kan købes via GAFFA Billet.

ANNONCE