"Years Of Refusal" er ugens højst placerede nyhed på den danske albumhitliste
Fredag morgen, ahem, formiddag, er vanen tro lig med offentliggørelsen af ugens officielle danske hitlister for albums, single-downloads, radioairplay, dvd'er, ringetoner og meget andet. Og i denne uge må det konstateres, at Morrissey stadig har mange fans i Danmark. I hvert fald er hans nye album, "Years Of Refusal", ugens højst placerede nyhed med en fjerdeplads på hitlisten. Da Morrisseys to koncerter i juni på henholdsvis Posten, Odense og i KB Hallen i København hurtigt blev udsolgt, kommer den pæne hitlisteplacering dog næppe som den helt store overraskelse.
Morrissey er faktisk den eneste nyhed på albumhitlistens top 40, men der er dog to re-entrys, nemlig Jason Mraz' "We Sing. We Dance. We Steal Things" og Antony And The Johnsons "The Crying Light" som henholdsvis nummer 35 og nummer 40.
Hitlisten toppes igen af Bruce Springsteen og albummet "Waiting On A Dream", mens elektro-popperen Lady Gaga og hendes debutalbum "The Fame" efterhånden har fået godt tag i danskerne, ikke mindst takket være hittet "Poker Face". "The Fame" har bevæget sig støt og roligt op ad hitlisten og ligger nu på en andenplads. På tredjepladsen finder vi sangene fra det danske Melodi Grand Prix.
På download-hitlisten finder vi en nyhed på førstepladsen, nemlig X Factor-finalisternes fortolkning af Carole Kings "You've Got A Friend". Også her møder vi Lady Gaga på andenpladsen, denne gang med hendes omtalte hit, "Poker Face". På tredjepladsen er det Medina og hendes "Kun For Mig".
Download-hitlisten byder også på en række andre nyheder. Taget fra toppen er det på plads nummer 17 Mikael Simpsons "Inden Du Falder I Søvn", forløberen til hans kommende album "Slaar Skaar". På plads nummer 24 gælder det Carpark North og deres seks år gamle sang "Transparent & Glasslike", der formodentlig har fået en tur i manegen igen efter X Factor-deltageren Seests fortolkning af sangen i sidste uges program. Sidste nyhed i top 40 er Agnes og hendes "Release Me" på plads nummer 39.
Download-hitlisten rummer også et par re-entrys, nemlig på plads nummer 28 Kings Of Leons "Sex On Fire" og som nummer 33 Natasja og hendes reggae-fortolkning af Dieters Lieders "Dig Og Mig", oprindeligt fra 1984. Også denne sang, i en tilsvarende reggae-version, blev fremført i sidste uges X Factor, af vokalgruppen Alien Beat Club.