Selskabet bag The Raveonettes og Junior Senior signer endnu et sprødt navn – nu mere i retning af heste end af frøer.
PowerSolo er det temmeligt kiksede navn på Crunchys nye signing. Eller er navnet helt vildt cool?
Svaret blæser i vinden, men selskabet bag de sidste par års mest bemærkelsesværdige eksportsuccesser i dansk musik, er ikke i tvivl:
"Da vi hørte den plade, stod det os klart at vi var blevet snydt godt og grundigt, for dette burde klart have været en Crunchy-udgivelse. De første spadestik til den nye – og suveræne (så meget kan vi godt love) – plade tages allerede i førstkomne weekend i Thomas Troelsens dejlige Deltalab-studie," hedder det i en bulletin fra selskabet.
Pladen, der refereres til, er PowerSolos debut, som udkom på Kick Music for et par år siden. PowerSolo er et rent guitarband. Det begyndte for adskillige år siden som et one-man-projekt, v/Kim Kix, men er senere udvidet med Bo "Atomic Child" Jeppesen på guitar og Jens "Chief Benz" på trommer.
Undertegnede har faktisk overværet en PowerSolo-koncert på et større spillested i Århus. Herunder fastslog forsanger Kim Kix (iført calypso-slips) at "vi kommer derude fra, hvor man kører i brune Volvo'er og spiser kartofler til sin pizza". Han demonstrerede også, at han kunne sige som en hest på mindst tre forskellige måder.
Musikken er en blandning af garage, psychobilly og hestelyde - i bandets egne ord donkey punk.
Vi imødesér Powersolos sprøde karriere på Crunchy med spænding...