Nyhed

Snow Patrol til Vega

Det populære irske band gæster hovedstaden i maj

Det irske band Snow Patrol har haft stor succes ikke mindst i Storbritannien med deres melodiske, let storladne guitarpop, ikke mindst gruppens ballader. Bandets tre seneste album, "Final Straw", "Eyes Open" og "A Hundred Million Suns" fra henholdsvis 2004, 2006 og 2008 er blevet gedigne succeser, især "Eyes Open", der blev det mest solgte album i England i 2006. Gruppens hit "Run" fra "Final Straw"-albummet er i øvrigt igen for nylig blevet et kæmpehit i England i Leona Lewis' fortolkning.

Snow Patrol gæstede for første gang Danmark i marts 2006, hvor de spillede en udsolgt koncert i Lille Vega. Senere på året gæstede de derfor fornuftigt nok Store Vega, og efter mere end to års koncertpause i Danmark vender de nu tilbage til samme scene, nærmere betegnet 19. maj.

Billetsalget til koncerten begynder 6. marts på Billetlugen samt landets Fona-butikker.

Da Snow Patrol gæstede Lille Vega i marts 2006 uddelte GAFFAs anmelder Henrik Thranum fire stjerner og skrev blandt andet:

"Snow Patrol er dog et glimrende liveband, og forsangeren Gary en rigtig charmetrold, der både formår at underholde og spille rock. Men de er ikke fremragende, og da musikken samtidig er lidt for neutral, næsten mainstream, blev det ikke den helt store, mindeværdige oplevelse, man kunne have håbet på. Det var rigtig god underholdning for en aften, men oplevelsen vil nok hurtigt fortage sig og svinde bort samtidig med sneen udenfor."

Snow Patrols albums har generelt fået lidt blandede anmeldelser. Det store engelske musikblad NME uddelte eksempelvis kun 4 ud af 10 point til "A Hundred Million Suns", mens det anerkendte musiksite allmusic.com uddelte 4 ud af 5 stjerner til samme album. I GAFFA har deres seneste fire album fået henholdsvis 4, 1, 3 og 2 stjerner.

Snow Patrol albumdebuterede tilbage i 1998 med "Songs For Polarbears", der i 2000 blev fulgt op af "When It's All Over We Still Have To Clear Up". Det var dog først med deres tredje album, "Final Straw" fra 2004, at de for alvor fik et gennembrud. Blandt gruppens største hits kan nævnes "Run", "Chasing Cars" og "Take Back The City" fra henholdsvis 2004, 2006 og 2008.

ANNONCE