Den norske komponist møder Johan Olsen & Co. i cyberspace
Musiksiden BandBase.dk og DR P2 har siden december 2008 hver måned præsenteret et nyt og originalt remix, hvor en dansk kunstner eller band er blevet sat til at remixe et på forhånd udvalgt klassisk værk, og hvor alle interesserede, professionelle som amatører, selv har kunnet lave deres eget remix af samme værk. Alt sammen under navnet Mix To Verdener og med udgangspunkt i hjemmesiden mixtoverdener.dk
Månedens remix er den mildt sagt umage konstellation af den norske komponist Edvard Griegs (1843-1907) Klaverkoncert fra 1868, som er blevet ommøbleret af Magtens Korridorer. Resultatet, "Nu Kommer Nat", er ifølge Magtens Korridorer blevet til "lyden af København på dommedag". Udgangspunktet er med sin lyse, lette tone ellers en af de vigtigste klaverkoncerter inden for impressionismen og er i øvrigt skrevet under en sommerferie hos Griegs svigerforældre i Søllerød. Men sådan fremstår værket selvfølgelig ikke, efter at Johan Olsen & Co. har været på spil og remixe - og også lægge både sang, liveinstrumenter og en socialrealistisk tekst ind.
Værket kan høres og hentes gratis på både mixtoverdener.dk og dr.dk/p2/lyttilnyt. Og på mixtoverdener.dk kan man også selv forsøge sig som remixer. Man kan downloade månedens samples i høj kvalitet eller bruge sitets brugervenlige online mikser.
Mixtoverdener.dk har tidligere præsenteret følgende remixkonstellationer:
December 2008: Lise Westzynthius remixer Tjajkovskijs 5. symfoni
Januar 2009: Pato remixer Mahlers 2. symfoni
Februar 2009: Troels Abrahamsen og Bjørn Svin remixer Stravinskijs "Le Sacre du Printemps"