Nyhed

Release på Iron Maiden-film

Dokumentarfilmen vises verden over til "Maiden Day" den 21. april

Som vi tidligere her på GAFFA.dk har kunnet fortælle, er der lavet en decideret dokumentarfilm om det engelske band Iron Maiden, og "Iron Maiden: Flight 666", som filmen hedder, vil kunne opleves den 21. april i 400 biografer verden over.

Datoen er samtidig den eneste dato, hvor man kan se filmen i biograferne over hele verden, og bandet har således døbt dagen "Maiden Day". Inden "Maiden Day" har filmen dog eksklusiv verdenspremiere den 14. marts i biografen Cine Odeon Petrobras i Rio de Janeiro i Brazilien som led i bandets på det tidspunkt igangværende tour.

Filmen dokumenterer Iron Maidens "Somewhere Back In Time Tour" i 2008, hvor de i løbet af 45 dage spillede koncerter i blandt andet Asien og Australien samt Nord-, Syd- og Centralamerika.


På touren fløj bandet verden rundt i en speciel udgave af en Boeing 757 ved navn Ed Force One, som selvfølgelig have bandets frontmand Bruce Dickinson ved styrepinden. Ifølge Iron Maidens manager Rod Smallwood bliver filmen en "'access all areas'-dokumentar, hvor man ser bandet optræde på scenen, ser dem rejse and slappe af imellem shows."

Filmen er lavet af Scot McFadyen og Sam Dunn, der tidligere har stået bag filmene "Metal, A Headbangers Journey" og "Global Metal".

Der er netop kommet nogle informationer om visninger af "Iron Maiden: Flight 666" i Danmark, og man kan se filmen i Kinorama i Sønderborg og en ikke navngivet biograf i København, ifølge maidendenmark.dk. Billetter til visningen i Sønderborg kan endnu ikke anskaffes, men øvrig booking af billetter kan ske via ironmaiden.com.


ANNONCE