Nyhed

Peter Viskinde udsender soloalbum som Big Fat Snake

Guitaristen er blevet smidt ud af gruppen, som han hævder er hans orkester

Som vi skrev i går, er guitaristen og sangskriveren Peter Viskinde blevet fyret fra Big Fat Snake grundet uoverensstemmelser med de øvrige medlemmer. Nu oplyser Peter Viskinde imidlertid til Århus Stiftstidende, at han i allernærmeste fremtid, nemlig på mandag den 9. marts, vil udsende et soloalbum, "Reel 1", under navnet Big Fat Snake. Navnet er nemlig hans påhit, fortæller han.

"Big Fat Snake er mit orkester. Det er en sjov detalje, de lige har overset," siger Peter Viskinde til Århus Stiftstidende og fortsætter:

"Det er mig, der har fundet på navnet i sin tid (i øvrigt et citat fra Bob Dylan-sangen "Wiggle Wiggle", red.). Det er også mig, der har skrevet alle hits, lige bortset fra 'Bonsoir Madame'. Det er skideærgerligt, det, der er sket, for det er i spændingsfeltet, hvor der er uenighed, at den gode musik opstår, og det har været superfedt med Big Fat Snake. Hvis man bare sidder og klapper hinanden på lårene og er enige om alt, så sker der ingenting."

"Men jeg har det enormt godt nu. Jeg har været ked af det og rasende, og jeg har følt mig dolket i ryggen af dem, jeg troede var mine kammerater, og som jeg har brugt de sidste 20 år af mit liv på. Mest af Anders Blichfeldt, for de andre i bandet følger bare ham, fordi han er forsanger," fortæller Peter Viskinde videre.

Ifølge Århus Stiftstidende var det mangel på kunstneriske udfordringer, der fik Peter Viskinde til at distancere sig fra den øvrige gruppe. Han udtaler:

"Det, der er gået galt, er, at de andre er stivnet i deres udtryk. Jeg har hele tiden sagt: lad os bringe os selv ud på kanten og spille nogle numre for publikum, selv om vi måske ikke er helt sikre på dem, i stedet for at gå ind og levere 'Bonsoir Madame' og 'No Peace Like In Heaven". Til sidst bliver det kedeligt."

Den nye Big Fat Snake-cd er ifølge Århus Stiftstidende primært indspillet med århusianske og østjyske musikere, blandt andre Hammond B3-spilleren Palle Hjorth (Peter Sommer, Savage Rose, Hush med flere) og korsangerinderne Laura Kjærgaard og Lene Nørrelykke, kendt fra henholdsvis X Factor og Stjerne For En Aften. Cd'en indeholder ifølge Århus Stiftstidende fire nye Viskinde-numre og genindspilninger af seks ældre Big Fat Snake-sange.

Peter Viskinde har dog ikke i sinde at fortsætte som solokunstner under navnet Big Fat Snake.

"Jeg har ikke tænkt mig derefter at gå ud at spille som Big Fat Snake. Det her bliver Big Fat Snakes album nummer 16 og mit punktum. Det er en bedre måde end at lave et fogedforbud, og det bliver en superfed plade," siger Peter Viskinde til Århus Stiftstidende.

Ifølge B.T. agter de resterende Big Fat Snake-medlemmer at udgive et nyt Big Fat Snake-album til efteråret. Om det også bliver under navnet Big Fat Snake, må tiden vise.

Big Fat Snake blev dannet i 1991, hvor de også udgav deres selvbetitlede debutalbum. Det er med tiden blev til 12 studiealbum, to live-udgivelser og en "best of".

ANNONCE