Nyhed

Sune Wagner uddyber Psyched Up Janis-gendannelse

Frontmanden regner med en mindre sommerturné i landets tre-fire største byer

Som vi skrev på GAFFA.dk i formiddag, bliver Psyched Up Janis gendannet i forbindelse med ferniseringen på Søren Solkær Starbirds fotoudstilling "Closer" i Øksnehallen i København 2. april. Dette afslørede forsanger Sune Rose Wagner ved sin koncert i Store Vega i aftes, hvor han samtidig tilføjede, at gruppen sandsynligvis ville give flere koncerter.

GAFFA.dk har nu talt med Sune Rose Wagner for at få uddybet, hvad han mente med "flere koncerter". Samtidig kan vi præcisere, at selve koncerten i Øksnehallen bliver et lukket arrangement, kun for inviterede gæster. Til gengæld spiller Sune Rose Wagner en offentlig koncert med The Raveonettes sammesteds dagen efter.

Hvad mener du med, at I vil give flere koncerter end den ene i Øksnehallen?


– Der er ikke nogen konkrete planer, men jeg er ret sikker på, at vi i hvert fald vil tage på en turné til landets tre-fire største byer. Formodentlig først til sommer, for jeg skal lige lave en Raveonettes-plade i mellemtiden, siger Sune Rose Wagner til GAFFA.dk.

Hvad er det, der har fået jer til at gendanne gruppen?

– Jeg blev spurgt, om jeg ville lave et indslag til Sørens udstilling, og så gav det god mening at gendanne Psyched Up Janis. Vi var det første band, han tog billeder af, så nu er ringen ligesom sluttet. Men det spiller ind, at jeg kort forinden var blevet kontaktet af Jakob Jørgensen (den gamle bassist i Psyched Up Janis og eneste faste medlem gennem alle årene, 1989-1999, ud over Wagner, red.), der spurgte, om ikke vi skulle mødes og få en øl sammen. Det var dejligt, for det var første gang i mange år, jeg hørte fra min gamle ven. Og vi havde heldigvis et godt møde, og så fik vi lyst til at spille sammen igen.


Vil I så også gå i studiet og lave et nyt album?

– Nej, det tror jeg ikke. Men det kan godt være, vi vil give flere koncerter på et senere tidspunkt.

Er det, fordi du er kommet for langt væk fra Psyched Up Janis rent mentalt?


– Nej, det skyldes snarere, at Jakob og jeg er kommet langt væk fra hinanden rent mentalt, og vi skal lige finde hinanden igen. Men det går heldigvis rigtig godt, slutter Sune Rose Wagner optimistisk.

Ved genforeningen vil Sune Rose Wagner og Jakob Jørgensen spille sammen med trommeslager Jesper "Yebo" Reginal, der var trommeslager i Psyched Up Janis fra 1995 og til opløsningen i 1999, selvom han ikke var officielt medlem af gruppen og derfor heller ikke figurerede på pressefotos.

Sune Wagner kan i øvrigt opleves solo på VoxHall i Århus 11. marts.


Søren Solkær Starbird arbejder som freelance-fotograf med speciale i rockmusik og har blandt sine kunder en lang række af verdens mere markante musikere og magasiner. Eksempelvis har han for nylig taget pressefotos for Franz Ferdinand, ligesom han jævnligt har taget billeder for blandt andet det store engelske Q Magazine samt GAFFA. Starbird har taget billeder af kunstnere som Björk, PJ Harvey, Amy Winehouse, R.E.M., Oasis, Private, Kira, Tina Dickow, PowerSolo og mange, mange flere. Har har også udgivet fotobogen "Beat City".

I GAFFA aprils Klub GAFFA-tillæg kan du i øvrigt læse et stort portræt af Søren Solkær Starbird og se en lang række af hans bedste billeder.

Læs mere om Søren Solkær Starbird og fotoudstillingen på www.starbirdcloser.dk


 

 

ANNONCE