x

Jarvis Cocker klar med nyt

Jarvis Cocker klar med nyt

Da vi tidligere på måneden skrev, at Jarvis Cocker har planlagt at give en dansk koncert i Store Vega 31. maj, skrev vi også, at der var nyt på vej fra den 45-årige englænder. Nu er der kommet lidt flere detaljer frem om Cockers andet soloalbum, der udsendes 18. maj.

Opfølgeren til albummet "Jarvis" har fået titlen "Further Complications" og er indspillet sammen med Pixies- og Nirvana-produceren Steve Albini. Dermed kan man nok forvente en noget mere rå lyd end man tidligere har hørt fra Jarvis Cocker, der dog i en pressemeddelelse skriver, at han ikke er "gået rock".

Ifølge Pitchfork er potentielle sangtitler på det kommende album "I Told You Twice (Leftovers)", "Angela", "Fuckingsong" samt titelnummeret, der alle er dukket op til koncerter med Jarvis på det seneste.

Jarvis Cocker udsender "Further Complications"18. maj, og kan opleves i Vega 31. maj.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA