Nyhed

Alphabeats pladeselskab uddyber international kontrakt

Jakob Sørensen fra Copenhagen Records fortæller om gruppens skift fra EMI til Universal

Som vi kunne fortælle i fredags, har popsekstetten Alphabeat skrevet under på en international pladekontrakt med selskabet Universal. Og dermed afsluttet samarbejdet med et andet multinationalt pladeselskab, EMI, der sidste år udgav gruppens internationale debutalbum "This Is Alphabeat" over store dele af verden.

Vi forsøgte dengang uden held at få en uddybende kommentar Jakob Sørensen, administrerende direktør for pladeselskabet Copenhagen Records, der siden debuten har repræsenteret Alphabeat i Danmark og fortsat gør det. Men nu har vi fået hul igennem til Jakob Sørensen.

Hvorfor er Alphabeat gået fra EMI til Universal?
- Jeg kan ikke gå ind i de nærmere detaljer omkring kontrakten. Men det korte af det lange er, at der har været en del omstruktureringer på EMI, og den afdeling af EMI, som arbejdede med Alphabeat, er mere eller mindre blevet nedlagt. Og så fandt EMI og Alphabeat en løsning, der tilfredsstillede begge parter.

Så deres kontrakt med EMI blev opsagt?
- Ja, det kan man godt sige.

Hvorfor er det så blevet Universal, Alphabeat har skrevet kontrakt med nu?

- Vi mente, at det var det selskab, der bedst kunne videreføre gruppens internationale karriere. Desuden er hele verden inklusive USA med i den nye kontrakt, hvor kontrakten med EMI gjaldt hele verden eksklusive USA. EMI har haft stor succes med både albummet og flere singler i England og med singlen "Fascination" i mange andre lande end England, for eksempel Japan, men de har haft lidt svært ved at løfte albummet uden for England.

Kontrakten omtales som en "multi-album deal". Hvad indebærer det?

- At de skal udgive mere end ét album på Universal.

Hvor mange?
- Det kan jeg ikke udtale mig om.

Der er noget om, at Alphabeat er gået i gang med at arbejde på deres næste album. Hvornår kommer det?
- Senest i første halvdel af 2010. De er i gang med at skrive sange nu og går i studiet senere på året. De bor stadig i London, og det vil fortsat være deres base for deres videre internationale karriere, slutter Jakob Sørensen.

ANNONCE