Nyhed

Jokeren og UFO Yepha giver dobbeltkoncerter

Rapperne slår pjalterne sammen til fire koncerter i løbet af april måned

Fra den 10. april til den 24. april vil man kunne opleve den garvede Jokeren og rapperduoen UFO Yepha slå sig sammen og spille i alt fire dobbeltkoncerter. Under koncerterne vil der givetvis blive spillet numre fra henholdsvis Jokerens nye plade "Den Tørstige Digter", og sidste års udgivelse fra UFO Yepha "Kig Mig I Øjnene".

Konstellationen har efter sigende "designet et spektakulært show, hvor lyd og lys går op i en højere enhed". Det bliver dog heller ikke kun de tre rappere, som kommer til at stå på scenen, hvor man også vil kunne opleve korsangere, dj’s, backuprappere og selvfølgelig "rigtige" musikere, som alle skal være med til at få de fire shows til at gå op i en højere enhed.

Jokerens seneste album "Den Tørstige Digter" udkom den 2. marts i år og har fået fine anmeldelser med på vejen, blandt andet fire stjerner af GAFFAs anmelder Christian Grubert. Her på GAFFA lavede vi ligeledes et længere interview med Jokeren om den nye plade, og det kan selvfølgeligt læses her.


Den danske hiphop-duo UFO Yepha, bestående af de to rappere UFO og Yepha, har siden de i 2003 hittede med nummeret ”Hver Dag”, og siden de bad pigerne om at sætte håret op, været et synligt navn på den hjemlige hiphop-scene, og nu har de altså slået sig sammen med Jokeren om fire dobbeltkoncerter. Steder og datoer for disse koncerter ser således ud:

10/4 Train i Århus
11/4 Posten i Odense
18/4 Maskinhallen i Frederikshavn
24/4 Vega i København

 


ANNONCE