Nyhed

Seks måneders fængsel til Libertines-sanger

Pete Doherty dømt efter indbrud hos bandkammerat

Som skrevet i sidste måned erkendte The Libertines’ karantæneramte sanger og guitarist Pete Doherty sig skyldig i indbruddet i bandkammeraten Carl Barats lejlighed. Retssagen er netop afsluttet, og Doherty er blevet idømt en straf på et halvt år, hvor de tre af dem skal afsones i fængsel, og resten af tiden er betinget.

Den 24-årige Doherty forklarede kort tid efter indbruddet, at han er afhængig af både heroin og kokain, og at han var stærkt påvirket under indbruddet, der oprindeligt bare var tænkt som et besøg. ”Jeg tog over for at forklare Carl, at jeg havde en trommeslager og en bassist boende i min lejlighed. De er begge på bistandshjælp, og jeg blev nødt til at hjælpe dem økonomisk, fordi de er musikere. Jeg ville fortælle Carl, at jeg ikke kunne betale dem med mine egne penge; vi begyndte at skændes, men det viste sig, at det var min skygge, jeg skændtes med. Da jeg opdagede, jeg havde sparket døren ind, blev jeg opslugt af elendighed og fortvivlelse. Det var ikke hævn. Det var mere ”Hvorfor ignorerer du mig?”, en bøn om hjælp.”

En antik guitar, videoafspiller, bærbar computer og cd-afspiller blev stjålet ved indbruddet, der fandt sted den 25. juli, mens The Libertines var på turné i Asien.


Dohertys advokat Richard Locke bad om, at hans klient blev idømt samfundstjeneste, så han derved samtidig havde mulighed for at gå på afvænning.

Men dommeren Roger Davies afbrød og sagde:”Han tjente sikkert pludseligt for mange penge i forhold til sin alder og begyndte at opføre sig uansvarligt. I modsætning til de fleste af os, der har studeret og arbejdet hårdt, tjente de pludselig mange penge.” Hvortil Doherty svarede ”Jeg har arbejdet hårdt.”

Locke hævdede, at indbruddet var en impulsiv handling, der blev udført i en meget emotionel og stofpåvirket tilstand. Og forklarede, at motivationen til indbruddet ikke var for at score penge til Dohertys stofmisbrug. ”Der er en lang og bitter historie mellem Doherty og Barat. Som et resultat af stofmisbruget blev Doherty smidt ud af bandet, indtil han kom på rette fod igen. Dohertys opfattelse af det var, at han er blevet forrådt af resten af bandet. Da han tog over til lejligheden, var hans intention kun at snakke med Barat.”


Locke fortalte efter retssagen, at han og Doherty vil anke dommen.




ANNONCE