Nyhed

Volbeat inviterer til afterparty

I forbindelse med bandets kommende fire koncerter afholdes der afterparty for de hurtigste

Foto: Nikolaj Palmskov

Tidligere på måneden kunne vi her på GAFFA.dk gøre opmærksom på, at danske Volbeat spiller fire danske koncerter i marts måned i henholdsvis Odense, København, Ålborg og Århus, og i forbindelse med disse koncerter inviterer bandet nu til afterparty efter hver live-optræden.

Der bliver altså mulighed for fans og andet godtfolk at få det sidste rock'n'roll og fest ud af kroppen efter Volbeats koncerter til deres afterparties, der finder sted i Odense den 20. marts på Internationalt Hus (det gamle Studenterhus), i København den 21. marts på Jewel Rocks, i Ålborg den 27. marts på Studenterhuset, og i Århus den 28. marts på Studenterhuset.


Til alle fire afterparties vil Carsten Holm fra P3 vende solide rock- og metal-skiver hele natten, så for rock-entusiaster er der ingen grund til at gå på diskotek og lade sig spise af med pop og kulørte drinks.

Der er stadig billetter til de fire danske koncerter, og der er ligeledes billetter til den ekslusive intimkoncert med Volbeat i morgen, torsdag den 19. marts, i Store Vega, hvor bandet prøver materiale af under parolen "Live i øvelokalet". Billetter til alle koncerterne er igang via billetlugen.dk, på telefon 70 26 32 67, samt i Fona-butikker landet over.

ANNONCE