Nyhed

Throbbing Gristle live på Statens Museum for Kunst

Avantgarde-ensemblet giver deres første koncert i Danmark nogensinde i juni måned

Throbbing Gristle spiller en eksklusiv koncert på Statens Museum for Kunst fredag den 19. juni klokken 22:00, og koncerten, der er arrangeret af artFREQ og Statens Museum for Kunst, bliver den første optræden i Skandinavien, siden det berygtede og legendariske avantgarde-ensemble blev dannet i London i 1975.

"Throbbing Gristle er kendte for deres notoriske kunstneriske kompromisløshed, og det er derfor med en uhyre lav frekvens, at de afholder koncerter. De har i snart 35 år blot optrådt 15 gange uden for England, og selv med de få koncerter i USA i april må det betegnes som en mindre sensation, at det er lykkedes os at få dem til København som det første sted i Skandinavien nogensinde", siger Lars Top-Galia fra artFREQ.

I 1977 udkom gruppen med albummet "The Second Annual Report" og har siden udgivet hele 11 studiealbums, hvoraf det seneste er "Part Two: The Endless Not" fra april 2007. Throbbing Gristle er igennem deres musikalske virke blevet anerkendt som nogle af grundlæggerne til og dem, der har været med til at definere den kunstmusikalske genre industrial music.


I lighed med deres samtidige i The Sex Pistols tiltrak Throbbing Gristle fra starten en voldsom, men også fordømmende mediebevågenhed med skandaleoverskrifter ikke mindst takket være deres kontroversielle sceneoptrædener samt bandmedlemmernes identitetseksperimenter, hvilket blandt andet senere har involveret en række kønsskifteoperationer.

Throbbing Gristle, hvis udgangspunkt har været været kunstscenen med referencer til musique concrète, fluxus, performance-kunst, elektronisk musik, krautrock og kompositorisk støjmusik, stiller til koncerten i København op i den stærkest mulige opstilling, nemlig med samtlige fire af de oprindelige medlemmer: Genesis P-Orridge, Cosey Fanni Tutti, Peter "Sleazy" Christopherson og Chris Carter.

Billetter til koncerten på Statens Museum for Kunst fredag den 19. juni kan købes via www.billetnet.dk fra torsdag den 19. marts klokken 12:00.


ANNONCE