Nyhed

Slaraffenland og Choir of Young Believers til Poprevo 09

Den århusianske musikfestival tilføjer to nye navne til programmet

Poprevo byder den 1. og 2. maj på musik fra kanten af den legesyge indie-scene, og nu er de to navne danske Slaraffenland og Choir of Young Believers (billedet) blevet tilføjet til dette års program.

Choir Of Young Believers med sanger og sangskriver Jannis Noya Makrigiannis (eks-Lake Placid) i front udgav sidste år debutalbummet "This is for the White in your Eyes", og bandet har efterfølgende fået utroligt meget succes og anerkendelse på den hjemlige musikscene, blandt andet med prisen som bedste nye danske navn ved Danish Music Awards, en Steppeulv-pris for årets håb og en P3-pris for årets talent.

Choir of Young Believers' "This is for the White in your Eyes" fik fem stjerner af GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt, der blandt andet skrev:


"(...) musikken (er, red.) smuk som en skov klædt i efterårets farver. Lydbilledet domineres af Makrigiannis' lyse, følsomme og vemodige stemme, der ligger helt i front på de velskrevne sange, der ofte lægger blidt fra land med afdæmpet guitar- og/eller klaverakkompagnement for at udvikle sig til rene minisymfonier i omkvædene, der er rene festfyrværkerier af detaljerige stryger-, blæser- og korarrangementer, tilsat alsidigt slagtøj."

Danske Slaraffenland, der deler et par medlemmer med gruppen Efterklang, har siden deres selvbetitlede deburalbum fra 2004 formået at udgive yderligere to album og skabt en del opmærksomhed i udlandet. Det otte til ti mand store orkester spiller blandt andet i Texas til dette års toneangivende branche-festival South by Southwest, der startede i går og slutter den 22. marts.

Poprevo 09 løber af stablen den 1. og 2. maj, og billetter til minifestivalen koster henholdsvis 200 eller 300 kroner plus gebyr for enten en en-dags-billet eller en billet til begge dage, og billetterne kan købes via GAFFAbillet.dk.


ANNONCE