x

Reportage/anmeldelse: Bowie live fra London - i Empire på Nørrebro

Reportage/anmeldelse: Bowie live fra London - i Empire på Nørrebro

Iscenesættelsens mester

David Bowie præsenterede mandag aften sit nye album "Reality" ved en livekoncert i London transmitteret live via satellit til 68 biografer i Europa. En helt ny form for promotion, og iscenesættelsens mester har dermed igen formået at få omtale før udsendelsen af endnu et album og endnu en turné.

Eksklusivitet. Det må være David Bowies nyeste mantra i iscenesættelsen af sig selv. Den 56-årige englænder kunne have valgt at bruge tv med et langt større publikum som promotionkanal. Med den nuværende frie kamp om at kunne sende hvad som helst på de mange kanaler, måtte tv-stationerne da stå i kø for at få lov at transmittere en Bowie-koncert live.
Men før udsendelsen af sit 23. studiealbum spillede "kamæleonen", "hertugen" eller hvad man ynder at kalde den graciøse kunstner, mandag aften et livesæt transmitteret via satellit til blot nogle tusinde heldige billetkøbere i 68 biografer i 22 lande (tallene skiftede alt efter hvem, der præsenterede dem…).
I København havde 227 fans i Empire på Nørrebro således den eksklusive fornøjelse at få præsenteret "Reality" på denne måde, og samtidig muligheden for at erhverve sig det nye album i en limited version med en ekstra-cd, som Bowie selvfølgelig også har gjort det med de forrige album, til 170 kroner via en Guf-bod i foyeren. Albummet udkommer ellers først på mandag den 15. september, og kender man markedsmekanismerne ret, vil det i mange, mange måneder stadig være muligt at købe limited-versionen, men det er jo svært ikke at hoppe med på vognen. Eksklusiviteten, du ved…
I 70’erne var det manager Tony de Fries, der lancerede Bowie som en stor kunstner, længe før han havde bevist, at han rent faktisk var det. Rollerne som Ziggy Stardust, The Thin White Duke osv. har siden fastholdt Bowies image som en kunstner på forkant af tingene, en ener i et ellers ofte stereotypt musiklandskab.
Men det er alligevel med en underlig fornemmelse af at blive manipuleret, at man sætter sig til rette i Empires fede sæder for at se en livekoncert med en kunstner mange hundrede kilometer væk.
Ikke at musikken var skidt, ikke at David Bowie ikke var så charmerende, morsom og elegant som nogensinde, eller at det i disse teknologiske tider overhovedet kan lade sig gøre at præsentere et nyt album på denne måde og at se kunstneren live i en biograf, men derimod med en nagende fornemmelse af, at det hele – DET HELE! – er iscenesat.

Musikkens Beckham
Seancen startede klokken 21 med de 11 numre fra "Reality" i koncertudgaver med afsluttende klapsalver til skærmen fra tilskuerne efter hvert nummer. Mærkeligt, men fedt nok! Specielt da Bowie trods begyndende grå hår i siderne præsenterede sig som en musikkens David Beckham, hvad lækkerhed angår. Flot, moderigtig, velsyngende og vittig, samt konstant med en kvik replik til de mange tilråb fra publikum i London. Med overskud og intensitet, men også lige lovlig meget "pomade", når vinden blæste hans hår de rigtige veje i det helt rigtige projektørlys. Der skulle underligt nok også zoomes ind på svedpletterne på hans t-shirt og på bulen i de stramme bukser.
"I’ll never get old," svarede han for eksempel på et tilråb om, hvor godt han så ud, og satte pudsigt nok straks i gang med et nyt nummer med titlen "Never Get Old". Iscenesat? I hvert fald underholdende.
Efter de 11 numre, der viste en sejt rockende Bowie, fulgte en slags talkshow på en lille halv times tid, hvor værten – lige så sjov og underholdende som hovedpersonen himself – interviewede Bowie på scenen. En del af showet var livetransmission af spørgsmål til Bowie fra biografsale rundt i Europa, heriblandt fra København. Disse spørgsmål var sendt på foran via sms eller Internet, udvalgt af… – ja, hvem ved, men dermed på en eller måde vel også clearet som harmløse.
Fra København blev Bowie spurgt, hvordan han var kommet på idéen til The Thin White Dukes frisure. Den var kommet fra en tjener på en café i Berlin, fik vi at vide. Vi fik også at vide, at han havde foræret sin hund Etzel væk, at han ikke havde set en James Bond-film siden Sean Connery-tiden, men at han to gange havde afvist at indspille musik til filmene om 007.
Interessant var det, at han også selv ville slette "Never Let Me Down"-albummet, hvis han skulle slette ét af sine album, at han ofte har forsøgt at skrive en bog, men aldrig når mere end fire-fem sider, før han går i stå, samt at han seriøst havde overvejet at blive buddhistisk munk sammen med produceren Tony Visconti i 70’erne.

Nye numre i Forum
Med hensyn til den kommende Europaturné, der starter i Forum i København den 7. oktober, havde bandet øvet omkring 50 sange, svarede Bowie Henrik Jönsson fra Stockholm. Materialet kommer primært til at bestå af numre fra de to seneste album, samt nogle numre, som folk ville kende.
Efter nogle gustne jokes med bassisten Gail Ann Dorsey fortsatte festen igen med musik. Bandet leverede tre rockede versioner af numre udvalgt på Bowies hjemmeside. "Hello Spaceboy", samt de meget sjældent spillede – vel nærmest eksklusive! – "Fantastic Voyage" fra "Lodger" og "Hang On To Yourself" fra Ziggy Stardust-albummet.
Bandet spillede derefter fire numre, som man kan forvente også vil være på repertoiret på den kommende turné, "Modern Love", "Cactus", "Afraid" og som sløjfen på det hele, en gentagelse af aftenens første nummer, singlen "New Killer Star".
En eksklusiv aften i selskab med Bowie på en måske banebrydende ny promotionmåde er slut. Og iscenesat eller ej – det var sgu fedt!

Det spillede David Bowie i London:

Numrene fra Reality i rækkefølge som på albummet:
New Killer Star
Pablo Picasso
Never Get Old
The Loneliest Guy
Looking For Water
She’ll Drive The Big Car
Days
Fall Dog Bombs The Moon
Try Some, Buy Some
Reality
Bring Me The Disco King

Ekstranumre (udvalgt ved afstemning på Bowies hjemmeside):
Hello Spaceboy
Fantastic Voyage
Hang On To Yourself

Ekstranumre (eget valg):
Modern Love
Cactus
Afraid
New Killer Star


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA