x

Chris Cornell forsvarer ”Scream”

Chris Cornell forsvarer ”Scream”

Seneste udspil fra manden med den store stemme, Chris Cornell, har fået en noget hård medfart i pressen, og mandens fans har også været ude efter ham, hvilket blandt andet kan ses i debatten her på hjemmesiden. Også kollegaer fra musikkens verden har langet ud efter pladen.

Blandt andet har Trent Reznor kaldt albummet for pinligt. GAFFAs Finn P .Madsen gav således også kun ”Scream” to stjerner og havde blandt andet følgende negativiteter til overs for pladen:

”Et maskinelt rytmespor med start-stop-effekt, der slår takten an, hvor der er mikset diverse drama-teologisk relaterede spor ovenpå, ender som urkomisk tomgangs-muzak.  […] På Scream har halvfemsernes store rockstemme ramt bunden, hvor det bliver forbandet svært at kravle tilbage på toppen igen.”

Nu tager Cornell til genmæle overfor den massive kritik, albummet har modtaget, og i et interview på alternativeaddiction.com udtaler sangeren, at han ikke er overasket over folks reaktioner på pladen:

”Gamle amerikanske fans kan ikke lide den, fordi hovedparten hører til hardcore Soundgarden-fans. De identificerer mig med Soundgarden og de sange, og derfor kan de ikke forstå, at jeg nu laver noget helt andet.”

Om selve pladen siger Cornell:

”Jeg er meget begejstret for det nye album. Jeg synes, det er rigtig spændende, og jeg har lyttet meget mere til det end nogen anden plade, jeg har lavet. Som sangskriver og kreativt menneske er jeg nødt til at lave det, som gør mig glad, og det er forskelligt, hvad der har den effekt på mig.”


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA